Arbejdsløshed

Ledige uden aktivering får ingen hjælp

Selv om ledige nordjyder i tusindvis ikke får de tilbud om aktivering, som loven siger de skal have, så kan Arbejdsmarkedsrådet ikke gribe ind. Rådet tog sagen op på et møde i går, efter NORDJYSKE fortalte, at AF Nordjylland er håbløst bagefter med sit arbejde.

Efterslæbet betyder, at tusinder af ledige ikke bliver aktiveret. Men de må nøjes med en beklagelse fra arbejdsmarkedsrådet, der føler sig tvunget til at acceptere tilstandene. - Det er ærgerligt og træls, men vi kan intet gøre, mener formand Svend Erik Lang. Beklagelserne hjælper ikke de nordjyder, der har ventet på aktivering i mere end et år. De er nemlig taberne, efterhånden som de presses væk fra dagpengesystemet og over på kontanthjælp. Alligevel afviser Svend Erik Lang at kritisere AF. - Situationen er, at de stakkels mennesker på AF har alt for meget arbejde til for få hænder. Det forsøger de nu at løse ved at hyre private firmaer til at hjælpe sig, men jeg og arbejdsmarkedsrådet tror ikke, at det fører til ret meget, siger Svend Erik Lang. Hans holdning er, at problemet skal findes i mangelen på virksomheder til at aktivere de ledige. Og dem tryller man ikke frem på en uge. Samtidig får Arbejdsmarkedsstyrelsen yderligere en del af skylden, fordi AF Nordjylland netop nu er nødt til at begrænse aktivering i form af uddannelse. - Og det er tosset, når folk gerne vil i uddannelse, mener Svend Erik Lang. Erhverv, sektionsforside