Ledige vil gerne arbejde i Norge
Informationsmøde i Hobro mandag aften samler fuldt hus - og flere ville gerne have været med
Der har været helt overvældende interesse blandt ledige, der kunne tænke sig at få arbejde i Norge. Sammen med rekrutteringsfirmaet Bragason Industriservice A/S holder Metal Himmerland og jobcenter Mariagerfjord informationsmøde mandag aften i Hobro med fuldt hus eller 40 deltagere. - Omkring 100 ville gerne have været med, men begrænsningen er nødvendig for at sikre rum til at skabe en ordentlig kontakt mellem deltagerne og rekrutteringsfirmaet, siger chefen for Arbejdsmarked i Mariagerfjord Kommune, Michael Tidemand. - Det kom bag på os, at interessen var så stor og fra hele landet. Blandt andet kommer der en bus med 10 ledige fra Slagelse. Efter de første 40 tilmeldte blev vi nødt til at skrive interesserede med de rette kvalifikationer op. På den måde kan vi tage direkte kontakt til dem efterfølgende og muligvis holde et et nyt møde. Det bliver op til rekrutteringsfirmaet at afgøre, om der skal holdes yderligere et informationsmøde, forklarer Michael Tidemand. - Mariagerfjord Jobcenter og Metal Himmerland har bare været specielt hurtige til at iværksætte samarbejdet med det norske rekrutteringsfirma. Det har blandt andet været muligt, fordi vi i forvejen har et tæt samarbejde med Metal her i Himmerland, forklarer Michael Tidemand. Borgmesteren i Mariagerfjord Kommune H.C. Maarup er også godt tilfreds. - Det er godt at høre, at lige netop vores jobcenter har været særligt hurtig på banen i forhold til at etablere samarbejdet med det norske rekrutteringsfirma. Men jeg er også meget glad for at høre, at interessen kommer fra hele landet - det viser jo, at de ledige i høj grad er meget jobparate - også når de skal flytte sig langt efter et ledigt job, tilføjer H. C. Maarup. Bragason Industriservise A/S står sammen med fire andre norske firmaer for at rekruttere op mod 1400 medarbejdere til et unavngivet norsk værft. Medarbejdere skal bruges fra januar 2012 og frem mod 2014. I første omgang forventer firmaet at skulle rekruttere 60 danske metalarbejdere.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.