Arbejdsløshed

Ledigheden er fortsat i frit fald

Et boligmarked under pres, høj inflation, lav vækst og stigende priser. Der er masser af indikatorer, der peger i retning af en økonomi, som er under stærkt pres. Alligevel fortsætter dykket i antallet af ledige i Danmark.

Økonomerne er overraskede over, at arbejdsmarkedet stadig viser sig så stærkt, at det går imod den økonomiske trend. - Det er på alle måder overraskende, at arbejdsmarkedet kan blive ved med at være så stærkt, når alle andre økonomiske indikatorer peger i den forkerte retning, siger Steen Bocian, cheføkonom i Danske Bank. De nye tal fra Danmarks Statistik viser, at der blev 2200 færre fuldtidspersoner ledige fra april til maj. Dermed er kun 47.500 fuldtidspersoner uden arbejde, hvilket svarer til 1,7 procent af arbejdsstyrken. Selv om ledigheden fortsat falder, venter Steen Bocian, at den økonomiske afmatning snart vil sætte sit præg på arbejdsmarkedet, og at ledigheden vil stige med op til 15.000 personer frem mod udgangen af 2009. /ritzau/