Ledigheden er steget på et år

Trods alle forventninger er antallet af ledige nu oppe på 1450

HJØRRING:- Det er bedrøveligt. For trods forventningerne så er ledighedstallet lige så langsomt gået op. Vi håber og havde håbet, at det ville gå den anden vej, så kurven kunne knækkes, og der kunne komme flere i arbejde, men sådan er det ikke gået, lyder det fra formand for LO Hjørring-Sindal, Ole Carlsen. Det er Hjørring Kommunes økonomiske forvaltning, der nu er klar med den sidste oversigtstabel over de ledige. Det er en seks siders rapport med statistisk materiale fordelt på Hjørring kommune og Nordjyllands Amt. Den dækker over månederne fra august 2003 til og med august i år, og her er konklusionen, at der er flere ledige i øjeblikket end for et år siden. Det sidst opgjorte indbyggertal for Hjørring Kommune er på 35.372 (opgjort ved årsskiftet). Og af dem er der nu 1450 ledige, mens der var 1416 ledige i august 2003. Hen over året er ledighedstallet meget svingende måned for måned, men det er dog meget almindeligt med sæsonudsving. Således var der f.eks. 1726 ledige i januar men kun 1308 i juni. Men det er dog den samlede stigning hen over året, der får de kedelige miner frem hos politikere og erhvervsfolk. - Tallet begyndte at falde. Og faktisk fik vi positive udmeldinger fra byggesektorens arbejdsløshedskasser. Her var der en tyrkertro på, at den øgede byggeaktivitet ville give flere i arbejde på et tidspunkt, hvor renten næsten er historisk lav. Men sådan er det altså ikke, siger Ole Carlsen. Han glæder sig dog over, at rapporten viser, at ledighedsprocenten i Hjørring kommune ligger lidt under procenten for amtet som helhed. Fra august til august er arbejdsløshedsprocenten steget med 0,1 i Hjørring kommune men 0,21 pct. i Nordjyllands Amt. Så nu er lidt over fire pct. af hjørringenserne arbejdsløse, mens 7,7 pct. af arbejdsstyrken er ledige.