Ledigheden stiger stadig

Ledigheden steg svagt med 500 personer i oktober, viser nye tal fra Danmarks Statistik. Dermed blev bruttoledigheden på i alt 164.300.

Målt som ledighedsprocent ligger ledigheden dog uændret på 6,2, sådan som det har været tilfældet også i de foregående tre måneder. Trods stigningen er oktobertallet en vis lettelse for økonomerne. - Det er ikke hver dag, at man kan glæde sig over en ledighedsstigning. Men det kan man godt tillade sig i dag, når den ikke er større, siger Niels Rønholt, seniorøkonom i Jyske Bank. De seneste BNP-tal for Danmark viste onsdag negativ vækst i tredje kvartal. På den baggrund kan det ikke overraske økonomerne, at ledigheden har pil opad. Desværre er der bred enighed om, at ledigheden i den kommende tid kun vil stige yderligere. - Samlet forventer vi en stigning i bruttoledigheden på i omegnen af 10.000 til 15.000 personer, så ledighedskøen topper i et niveau på cirka 180.000 personer i løbet af 2012, siger Tore Stramer, seniorøkonom i Nykredit. En længerevarende recession i Danmark vil ifølge Tore Stramer kunne sende ledigheden op over 200.000 personer. /ritzau/