Ledighedskøen skrumper en lille smule

Der blev 900 færre arbejdsløse i Danmark i juni. Det rykker imidlertid ikke ved ledighedsprocenten

Jobcentrene har fået lidt mindre at lave. Fra maj til juni fandt 1000 mænd et job, mens antallet af ledige kvinder steg med 200. Arkivfoto: Bente Poder

Jobcentrene har fået lidt mindre at lave. Fra maj til juni fandt 1000 mænd et job, mens antallet af ledige kvinder steg med 200. Arkivfoto: Bente Poder

NORDJYLLAND:Antallet af ledige, der står i kø til at få et nyt arbejde, faldt en smule fra maj til juni, viser tal fra Danmarks Statistik.

Der er nu 900 færre ledige. Det betyder, at ledighedsprocenten fortsat ligger på 5,8 procent, svarende til 153.000 personer.

Der er blevet godt 10.000 færre ledige siden oktober 2012. Men set over en lidt længere periode har ledigheden været nogenlunde stabil.

Siden november 2009 har den sæsonkorrigerede ledighed ifølge Danmarks Statistik således ligget mellem 5,8 og 6,2 procent af arbejdsstyrken.

Fra maj til juni er antallet af nettoledige faldet med 1000, mens antallet af aktiverede jobklare personer er steget med 100.

Ser man udelukkende på de bruttoledige dagpengemodtagere, er gruppen faldet med 2900 siden maj.

Samtidig er antallet af bruttoledige kontanthjælpsmodtagere steget med 2100 til 45.400.

Siden december 2012 er der blevet 10.400 flere bruttoledige kontanthjælpsmodtagere og 20.000 færre bruttoledige dagpengemodtagere.

Ifølge Danmarks Statistik skal disse udviklinger ses i sammenhæng med dagpengereformen, der trådte i kraft 1. januar i år.

Ledigheden er steget mest blandt unge mellem 25 og 29 år. I denne gruppe er ledigheden steget med 0,1 procentpoint til i alt 9,8 procent.

For de 50-59-årige er ledigheden faldet med 0,1 procentpoint til 5,3 procent.

Det seneste år er antal ledige steget med 600 for de 25-29-årige, imens sammenlagt der er blevet 11.000 færre arbejdsløse i de øvrige aldersgrupper.

Tallene viser desuden, at det går bedre for mændene end kvinderne.

1000 mænd har således fundet sig et arbejde fra maj til juni, mens antallet af arbejdsløse kvinder steg med 200.

Ledighedsprocenten for mændene faldt med 0,1 procentpoint og ligger nu på 5,7 procent, mens den er uændret for kvinderne med en andel på 5,8 procent.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.