Leg dig sund

Det er ikke svært at motivere børn til at leve sundt, det skal bare være sjovt

AALBORG:En flok studerende fra træningsakademiet på Aalborg Sportshøjskole har fået en idé om, hvordan man kan motivere børn til at dyrke idræt. Danmark må nemlig ikke ende i samme situation som Nordamerika, hvor over 50 procent af den næste generation vil få problemer med fedme. De studerende havde mandag "lånt" to 2. klasser fra Vesterkærets skole i Aalborg, som de fik til at udøve en masse forskellige idrætsgrene blandt andet aerobics. Først lavede de motiveret idræt, det vil sige idræt, som forbedrer koordinationsevnen, balancen og hurtighed. Derefter dyrkede de konkurrenceidræt for, at få gang i børnenes indre sportsånd. Projektet drejer sig naturligvis også om sund kost, som giver energi og næring til de små sportsudøvere. -Idéen opstod, fordi der i øjeblikket er tale om en epidemi af fedme, som sportsfolk vil vi gerne undgå dette og hjælpe til med, at motivere børn til at dyrke sport og leve sundt. Vi gør det som en del af vores studie, men så selvfølgelig gerne, at andre sportsklubber tog idéen til sig. Som voksne har vi ansvaret for, at den næste generation lærer om, hvordan man undgår, at blive overvægtig, siger Christian Jellesen, som er en af de studerende fra Sportshøjskolen. Ingen af børnene der var mødt op mandag, så ud til at have problemer med overvægt, og de var også allesammen med i de mange aktiviteter. Kristine Klitgaard, klasselærer for 2.b, kunne fortælle: - Vesterkærets skole er Aalborgs astma og allergi skole og vi er derfor i forvejen meget sundhedsbevidste, men jeg synes at i en tid som denne, hvor der er meget snak om børn og bevægelse er dette et godt initiativ. Børnene har glædet sig og det har været virkelig sjovt. Det var Mathilde Nørgaard og Cecilie Albæk helt enige i. De dyrker selv sport i fritiden både fodbold, dans og svømning, så de var ikke svære at overtale til at være med. De mente også begge to, at de ikke har nogle problemer med at leve sundt. -Jeg har æbler med i madpakken hver eneste dag. Sagde Cecilie og Mathilde tilføjede: - Også nogle gange bananer eller en pære.