Leg i efterårsferien

} Også i år vil der i Birkelse Hallen være en aktivitets- og legedag i skolernes efterårsferie. Det er tirsdag 14. oktober og værterne er Birkelse IFs Venner, Birkelse IFs Ungdom og Vedsted GF. De inviterer børn til en fornøjelig dag i hallen, som vil være fyldt med legeredskaber af forskellig slags og air-tracken vil ligge parat. Også Birkelse Håndværker- og Borgerforening vil medvirke ved at give pølser med brød og saftevand. I år er der den forskel fra tidligere, at legedagen ikke vil være opdelt i to afdelinger efter alder. Det skyldes, at det næsten udelukkende har været de mindre børn, der havde taget imod invitationen til at deltage i løjerne i hallen. AABYBRO Aamuskor sang for i Polen } Aabybro Musikforenings kor, Aamuskoret, er begyndt på sæsonens sang og øver hver onsdag aften på Aabybro Skole. Koret åbnede denne sæson med en tur til Aabybros polske venskabsby, Strzelce Krajenskie, og gav flere koncerter, blandt andet ved en højmesse for børn og med polske kor. Desuden var der besøg på en stålfabrik og et mejeri og i byens børnehave. Men nu er det hverdag for koret, som nu begynder at øve på jule-programmet. Koret mangler sangere i alle stemmegrupper, og der er brug for både mænd og kvinder. Og det er ikke nødvendigt at kunne læse noder for at være med, oplyser Peter Bech fra Aabybro Musikforening. Kommunen vil købe jord } Økonomiudvalget i Aabybro Kommune har indstillet, at et areal, som støder op til Skipper Clements Høj ved Toftevej, købes af kommunen. Arealet er 7.111 kvadratmeter og omfattet af en fredningsdeklaration. Området er interessant for kommunen i forbindelse med etablering af en grøn stiforbindelse. AaHK i lokalopgør } Aabybro HKs damer i jyllandsserien skal i næste runde af landspokalturneringen i egen hal have besøg af naboerne fra Jetsmark HK, som spiller i serie 1. Datoen for kampen er endnu ikke lagt fast, oplyser holdleder Bente Christensen. I første pokalkamp vandt AaHK 32-16 over Skalborg fra serie 1. Kor for de yngste } Aaby Sogn vil have et nyt minikor med medlemmer bestående af børn fra 1. til 3. klasse. Derfor kan alle interesserede i denne aldersgruppe møde op i Aaby Sognegård tirsdag eftermiddag 21. oktober. Og det er planen, at børnene skal synge, danse og lave musical. BIERSTED Filmmusik i kirken } Biersted IFs Team Action og Biersted menighedsrådet kan byde på musik fra film og musicals, når Marie Jull Sørensen og Martin Loft synger i Biersted Kirke torsdag aften 16. oktober. Repertoiret omfatter blandt andet musik fra Oklahoma, Mød mig på Cassiopaia, Chess, Sound of Music og Les Miserables, oplyser Lisbeth Vad fra Biersted IF.