Legebarn med samuraiguitar

KONCERT Mike Stern Band # # # # ¤ ¤ Han kan spille guitar ligesom en jazzsaxofonist vil spille bebop. Med hurtige løb, frække fraseringer og hele tiden med en smukt syngende tone på sin smalhalsede gule blokguitar. Mike Stern, 55 år, er i særklasse god, når det drejer sig om fusionsmusik, der følsomt blander rock med jazz eller omvendt, men hele tiden funker derudad. Og der var da også stuvende fuldt på Klitgården i Tversted, da guitaristen indtog scenen med sit band søndag aften. På trompet den 62-årige Randy Brecker, mens rytmegruppen talte danske Chris Minh Doky, på både el- og opretstående bas, og Dave Weckl, trommer. Straks fra åbningsnummeret "Who Let The Cats Out?" gled vi på det nydeligste ind i fusionsjazzland. Stern selv sfærisk syngende på guitaren, hele tiden tæt broderede og flintrende hurtig uden at bøffe den på noget tidspunkt, blev han fulgt til dørs af et tæt, funky tromme- og basspil. Voldsom potent storbyjazz, og Brecker fulgte op med en god solo. Med hurtige løb og en klar og lys tone er Brecker stadig en både skrap og skarp trompetist, der kan sin bob-funk forfra og bagfra, selv om han mest lignede en lidt lad Buddha, som han kasketklædt hang på scenen og ventede på at tage sine kor og soli. Mens Stern - småhoppende og viftende med hænder - tydeligvis var det veloplagte legebarn bevæbnet med guitar. Små 25 minutter varede første nummer med plads til både bassolo samt en ikke specielt veldisponeret trommesolo, inden hele bandet vendte tilbage til det melodiske tema og i unisone løb fik det til at rykke á la rock. Teknisk set er der ikke meget eller rettere intet at komme efter. Der er vist meget få musikere herhjemme, som så ubesværet, når det høje niveau som disse musikere mestrer. Tilsyneladende ganske ubesværet. Næste nummer "K. D." lagde ud med lidt call-and-response mellem guitar og trompet, inden Doky fik gang i et saftigt, svampet funkbasløb, og lydbilledet stod hele tiden forbilledlig klart og varmt i salen. Igen fik vi de nærmest obligatoriske soloer raden rundt. Gad vide, om det står i kontrakten, at de alle sammen skal have solo i hvert eneste nummer? Og igen må jeg indrømme, at jeg ikke fandt Weckls ideer og rullende rundgange på bækkener og tamtam'erne specielt inspirerende. Stjerns spil derimod var hele tiden en udelt fornøjelse, og manden kan jo stadig jazzrocke, som han gjorde, da han var ung guitarist i Blood Sweat & Tears, eller flyde alfedrømmende som Pat Metheny. Den mand kan simpelthen få en guitar til at snakke, og det gjorde han også på et tidspunkt i duet med trompeten. Men hen ad vejen bliver de lange instrumental numre, med de lidt for forudsigelige soli, en anelse monotone at høre på. Det bliver som et lidt for hektisk samleje, der aldrig når hverken udløsning eller orgasme. Men bare bliver ved. Selv om der var meget guf for guitarfreaks, faldt aftenens musikalske højdepunkt i første sæts næstsidste nummer "What Might Have Been". En tyst ballade med Weckl's pludselige afdæmpede nærmest tablas-lignende trommespil, liggende bagved Sterns tyste og åndedrætsbløde spil. Her viste Stern stjerneklasse som en stor og følsom balledefortolker, inden vi rundede af med endnu en gang 70-er fusionsfunk. I pausen solgte en glad Stern masser af cd'er og signerede velvilligt, og det kan være, at det var derfor anden sæt blev væsentligt kortere end første. Her var igen fedt basspil, og Brecker veloplagt flintrende ovenpå funkløjerne i det høje register, men numrene holdt sig også på den jævne jazz-rock-bop-funk road. Mere rocket i tone og igen med vel mange tandløse trommesoloer. Men publikum var godt underholdt og begejstret og takkede med stående ovationer, inden ekstranummeret lukkede ballet. Funkfedme i stænger er Stern altid god for, men han rammer renest og bedst, når han lader sit klare, krystalklingende spil folde sig ud i enkle og mere eftertænksomme melodier. Ubestridt en mester på guitar, også når han råhugger som et skarpslebet samuraisværd. Bent Stenbakken bent.stenbakken@nordjyske.dk Mike Stern Band Tversted Jazzzdays, Klitgården, søndag aften.