EMNER

Legede mens legen var god

ENERGI Store Legedag fik sin tiende succes i Kirketerp

KIRKETERP:Alt var gratis. Både flødebollerne, forlystelserne og kaffebønnerne. Men børnene gik til den som var forlystelserne købt med det dyreste forlystelsesarmbånd. Søndag eftermiddag var det tid for den tiende Store Legedag i Kirketerp og det var der øjensynligt ikke mange af egnens børn, der ikke havde opdaget. Ganske vist så det ikke altid ud af så meget, spredt som aktiviteterne var over hele Kirketerps stadion-område, men det summede konstant af stemmer over de fodboldtrimmede græsstrå, og der var kø for at komme til alle steder. - Her er nok lidt færre end sidste år. Der er noget gråt, og vi har også fået lidt regn. Men der er faktisk temmelig mange børn, hvis man ser sig omkring, nok en 2-300, vurderede hovedarrangøren Pia Mikkelsen undervejs i de tre timers legedag. Pia Mikkelsen modtog en buket blomster som tak for indsatsen med legedagen de sidste fem år, da det lokale byrådsmedlem Leif Nielsen, åbnede arrangementet. Den samme buket tilfaldt hendes forgænger Karen Margrethe Adamsen, der ligeledes stod for at få det hele til at hænge sammen i fem år. - Jeg kunne da got overveje at tage fem år mere med det her. Det er selvfølgelig et stort arbejde at få koordineret det hele, men foreningerne er så entusiastiske, at det er dejligt at være med, sagde Pia Mikkelsen ovenpå buketten. Faktisk var der hele 12 lokale foreninger om at lægge frivillige til, og stemningen var god, hvad enten det var ved skydning, ridning, sækkevæddeløb eller noget andet. Som for eksempel bordet i BHI's klubhus, hvor der var fri uddeling af kaffe, kage og varme vafler med syltetøj. Især det sidste var der kø efter, og det skete vist ikke en eneste gang at en vaffel nåede at blive lunken inden den var tygget igennem af en lækkermund. Mest opsigt vakte nok den besøgende politibetjent. Det er ikke hver dag, at man ser og hører fuld udrykning i Kirketerp, og når man så enda er flink at snakke med og har sin lille søn med, så scorer man en del bonuspoint. Der var forsøg med nye forlystelser i år. Tallerkenspil, hoppeborg og vælt-en-anden-af-pinden-leg og de blev da også godt brugt. Men de gamle klassikere får konstant nye ung venner. For eksempel flødebollemaskinen, der konstant var belejret af børn, der fik temmelig mange flødeboller ud af anstrengelserne med at ramme den røde skive. Gad vide hvad fremtidens arkæologer vil sige, når de finder den slags spøjse apparater midt imellem alt muligt højteknologisk stads. Den falder helt ved siden af computere og andre avancerede ting, som er hverdag for børn. Men man skal nok ikke blive forundret, hvis flødebollemaskinen er noget af det der består om tusinde år. Men hvad bekymrer børn sig om det, så længe at legen er god...