Legendarisk NFL-kicker slår stor Morten Andersen-rekord

45-årige Adam Vinatieri lavede søndag sit field goal nummer 566 i NFL. Han har nu lavet flest af alle.

Ritzau
Adam Vinatieri slog søndag en af Morten Andersens store NFL-rekorder. Vinatieri nærmer sig også Andersens eftertragtede pointrekord. Foto: Bobby Ellis/Ritzau Scanpix
Sport 1. oktober 2018 00:58

Indianapolis Colts' kicker Adam Vinatieri har søndag slået en af danske Morten Andersens helt store rekorder i NFL.

Vinatieri har således forvist Morten Andersen til andenpladsen som den spiller, der har scoret flest field goals i verdens bedste liga for amerikansk fodbold. Det skete med et field goal mod Houston Texans søndag aften.

Med en scoring fra 42 yards nåede Vinatieri op på 566 field goals i sin karriere. Og det er altså nok til at tage rekorden fra Morten Andersen, der sidste år blev optaget i NFL's prestigefulde Hall of Fame.

45-årige Vinatieri er i gang med sin sæson nummer 23 i NFL. Han har spillet for Colts i 13 af disse.

Tidligere i karrieren tørnede Vinatieri ud for New England Patriots, hvor han opnåede legendestatus med flere afgørende scoringer.

Forinden søndagens kamp havde Vinatieri scoret på seks ud af syv field goals i den indeværende sæson.

Vinatieri nærmer sig også en anden stor Morten Andersen-rekord.

Med i alt to field goals og et ekstrapoint i søndagens kamp mangler han således kun 26 for at slå rekorden for flest point, som Morten Andersen sidder på.

Kampen mellem Indianapolis Colts og Houston Texans endte 31-31. Texans trak det længste strå i forlænget spilletid og vandt 37-34.

/ritzau/Reuters

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...