Legendarisk rockalbum fejrer 50 år
The Doors’ debut udkom på denne dato i 1967
JUBILÆUM: Der er jubilæum i luften for én af milepælene i rockhistorien i dag, da det er præcis 50 år siden debutalbummet med legendariske The Doors udkom 4. januar 1967.
Albummet og ikke mindst hittet "Light My Fire" blev startskuddet til succes for den karismatiske Jim Morrison og hans band, der hittede stort i fire år, indtil han, desværre, meldte sig ind i "Klub 27". Han døde således 27 år gammel 3. juli 1971.
Ét af de mest omtalte øjeblikke for The Doors var, da gruppen skulle optræde i Ed Sullivan Show på tv. Folkene bag havde overtalt bandet til, at linjen "Girl, we couldn’t get much higher" skulle blive til det mere stuerene "Girl, we couldn’t get much better", da "higher" i sponsorernes ører lød som en opfordring til at bruge stoffer.
Alligevel dristede Jim Morrison sig, naturligvis, til at synge originalteksten, da kameraerne først rullede.
Vi siger til lykke til "The Doors"-albummet med det flotte jubilæum og med, at det i 2015 blev optaget i Library Of Congress-samlingen "National Recording Registry" i USA for at være bevaringsværdigt for sin kulturelle, kunstneriske og historiske betydning.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.