Legenden Larsen er på sidelinen for sidste gang

Efter 30 års tro tjeneste i Asaa Boldklub overlader Jørgen Larsen jobbet på sidelinien til yngre kræfter.privatfoto

Efter 30 års tro tjeneste i Asaa Boldklub overlader Jørgen Larsen jobbet på sidelinien til yngre kræfter.privatfoto

ASAA:Lørdag eftermiddag er der musik i gaden på Asaa Stadion, hvor Gerå Engvejs gadeorkester slår tonen an til den spændende topkamp om oprykning til Jyllandsserien mellem de to tophold i serie 1 Asaa og Hjørring IF. Her vil en sejr til Asaa være ensbetydende med, at holdet kan skrive jyllandsserien på visitkortet i næste sæson. Asaa var i sidste uge ramt af en skadet Lars Mortensen, og selvom man endnu ikke kan sige om han bliver klar til lørdag, så håber alle, at AB stiller i stærkeste opstilling. Spillemændenes nærværelse skyldes dog snarere, at dagen samtidig er afskedens dag for legenden i Asaa Boldklub - nemlig Larsen. Han hedder egentlig Jørgen Larsen, men er bedre kendt under øgenavnet Cognac eller slet og ret Larsen. Larsen har gennem mange år sat sine spor i Asaa Boldklub. Han startede som holdleder for ynglingeholdet i 1972, og har gennem hele sit voksenliv været med i Asaa Boldklub, i bestyrelsen, som holdleder og som arbejdsmand. Både når der skal vaskes spilledragter og tromles fodboldbaner. Ingen opgave har været for stor og ingen for lille til Larsen, der altid har udført opgaverne til punkt og prikke. Han blev holdleder for klubbens førstehold første gang i 1976 og har været det siden. Masser af hæder Søndag efter søndag har han været med Asaa på sidelinien, med vandflasker og forbindingskasse, og har opmuntret spillerne når de tabte og pjattet med dem, når man havde hentet gevinst. Og 12 forskellige trænere har han slidt op gennem de godt 30 års tjeneste. Han er hædret med JBUs 15 års sølvnål og DBUs sølvnål for 25 års tro tjeneste. Han har været årets leder i Asaa Boldklub to gange, er hædret som årets borger i Asaa og har i 2006 modtaget Dronninglund Kommunes Ungdomslederpris, så det er klart, at siger man Asaa Boldklub, siger man også Larsen. Men nu ønsker han at yngre kræfter overtager jobbet, så lørdag er sidste gang han optræder på sidelinien i en hjemmekamp. Det er ham musikanterne fra Gerå Engvejs Gadeorkester giver lidt afskedsmusik for før den vigtige kamp mod Hjørring, og naturligvis håber musikanterne på, at de kan få lov til at spille oprykningsmusik efter kampen.