Legeonkel frifundet for voldtægt af 14-årig pige

Der var ikke tale om voldtægt, da en 29-årig mand havde samleje med en 14-årig pige, har byretten fastslået.

Kriminalitet 14. september 2018 13:24 - Opdateret 14. september 2018 15:08

Da en 29-årig mand i slutningen af februar flere gange havde sex med en 14-årig pige, blev pigen ikke voldtaget. Det slår Retten i Kolding fredag fast.

Retten har dog kendt manden skyldig i tre gange at have haft samleje med barnet samt i anden seksuel omgang end samleje.

Han har valgt at modtage dommen på et år og tre måneders fængsel.

Episoderne fandt sted på pigens værelse mellem 24. februar og 26. februar. Den 29-årige vejlenser kendte pigens stedfar, og da han gik fra sin kæreste, flyttede han midlertidigt ind hos familien.

Derfor var manden en form for "legeonkel" for pigen, har moren fortalt i retten.

- Han var hendes ven og legeonkel. De spillede Minecraft og legede sammen på den måde, som normale voksne leger med børn, sagde hun ifølge Vejle Amts Folkeblad.

Moren opdagede intet bemærkelsesværdigt ved forholdet mellem de to.

Vejlenseren har dog fortalt, at hans forhold til pigen gradvist udviklede sig. Eksempelvis nussede de hinanden, mens de så fjernsyn.

Efter at de en dag havde spillet computer på pigens værelse, var de ifølge manden rykket tættere sammen, begyndt at kysse og havde til sidst sex. Samtidig lå pigens mor og stedfar og sov på første sal i huset.

Det skriver Vejle Amts Folkeblad, der var til stede i retten.

Sagen kom frem, da pigen fortalte sin mor, at hun var blevet voldtaget af husets gæst.

Tre gange blev tvunget til at dyrke sex med manden både vaginalt, oralt og analt, har hun forklaret i retten. Hun afviste ham efter eget udsagn flere gange, men han tvang hende.

Legeonklen benægter, at de havde analsex, og at det skulle være modvilligt fra pigens side. Ifølge ham havde de kun sex to gange.

Retten lagde ved strafudmålingen vægt på, at der var tale om tre forhold begået med kort tids mellemrum, at de var sket i pigens hjem, og at pigen var ung.

Udfaldet af dommen er forsvaret ganske tilfreds med.

- Vi fik det, som vi gerne ville have det, bortset fra at han blev dømt for et forhold mere, end han erkendte, siger forsvareren, Mira Tøfting.

- Det er stadig hans holdning, at de kun havde sex to gange, men han turde ikke andet end at modtage dommen. Så må vi afvente, om anklagemyndigheden anker, siger hun.

Der var uenighed blandt rettens medlemmer om, hvorvidt der var tale om voldtægt. Fire mente, at legeonklen skulle kendes skyldig i voldtægt, mens fem talte for frifindelse.

Pigen blev tilkendt 80.000 kroner i erstatning. Hendes bistandsadvokat, Rasmus Sølberg, havde rejst et krav på 150.000 kroner.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...