Legeplads for små og store i Skibsby

En ny legeplads blæser liv i Skibsby hvor beboerne på eget initiativ har lavet et mødested for alle

SKIBSBY:Lørdag. Solen skinner herligt og den nye arveprins er det store samtaleemne. I Skibsby er der stor jubel. Glæde over den nye prins, ja, men først og fremmest fordi byen endelig har indviet sin splinternye og helt egen legeplads. Et projekt der har været på vej i mere end tre år, og som undervejs har skabt ny nærhed for indbyggerne i Skibsted. - Projektet har sat gang i livet og fællesskabet i byen, fortæller formand Martin Højen fra Skibsby Borgerforening. Foreningen er kun få år gammel og det var her, at ideen om legepladsen tog form. - Vi gik i gang i februar 2003, fortæller Martin Højen. Midt i Skibsby ligger et lille skov- og plantageområde, ejet af Skov- og Naturstyrelsen. - Vi spurgte om lov til at rydde nogle træer og bruge området til legeplads. Vi fandt hurtigt ud af, at det var et større projekt, fortæller Martin Højen. Skov- og Naturstyrelsen sagde ja, og så gik bureaukratiet for alvor i gang. - Vi har brugt mere tid på at søge diverse tilladelser hos kommunen og styrelsen, end at lave selve legepladsen, fortæller Martin. Men alt det er glemt denne lørdag. Mere end 50 store og små beboere er samlet til indvielsen. Ved bålpladsen drikke ungerne sodavand og rister skumfiduser over gløderne i bålet. På en stor grill steger pølser og brød på risten, og de voksne får sig en håndbajer. - Vi har jo fået et nyt samlingspunkt i vores lille by. Jeg håber, at både børn og voksne vil bruge det, siger Thomas Winther Pedersen, medlem af Skibsby Borgerforening og en af initiativtagerne til legepladsen. I den lille skovlund, har børnene allerede travlt på rutschebanen, klatrestativet, gyngerne og i sandkassen. På en lille boldbane, er der gang i fodbolden. Lidt i udkanten står Grethe og Kamma. I deres alder bruger man kun legepladser, når man følges med sine børne- eller plejebørn. - Det er en rigtig god ide med den her plads. Der er kommet mere liv i byen efter, at de unge har fået gang i Borgerforeningen, fortæller Grethe og Kamma, der har været naboer i Skibsby i mange år. - Det her sted bliver fast legeplads for mig og min veninde. Jeg tror min mor gerne vil med herned engang imellem. Det er ok, men jeg håber ikke de voksne skal være her hele tiden, siger Zandra på 10 år og svinger sig lige afsted i klatrestativet. Men ungerne skal ikke regne med at have hele legepladsen for sig selv: - Vi bor lidt uden for byen, men vil da ofte bruge legepladsen sammen med mine to børn. Samtidig håber jeg, at mødes med andre af byens beboere, siger Lone Thomsen der har taget både mand og børn med til indvielsen i dag. Skibsby Borgerforening glæder sig over byens positive velkomst til legepladsen: - Byen har fået sig et mødested, siger Martin Højen.