EMNER

Legetøj for voksne

Salget af sexlegetøj går strygende, og kvinderne står for en stor del af indkøbene. Legetøjet kan være et dejligt krydderi, men det kan også skabe præstationskrav, der ikke kan honoreres, mener sexolog

Ikke alle pakker med legetøj kom under juletræet i år. En del af dem blev lagt under hovedpuden i stedet for og blev først pakket ud, da børnene var lagt i seng. Undersøgelser viser, at sexlegetøj efterhånden er blevet så almindeligt, at hvis ikke du selv har noget liggende i natbordsskuffen, så har din nabo. Butik Paradis i København er næsten 600 kvadratmeter stor og inddelt i to etager, hvor overetagen, som har vinduer mod gaden, er indrettet som lingeri-butik, mens legetøjet befinder sig i kælderen. Halvdelen af butikkens kunder er kvinder, og det gælder også på nettet. Butikker som Butik Paradis og Lust i København har været med til at rykke sexlegetøjet væk fra pornomiljøet. Sexlegetøjet er blevet stuerent, og i stedet for at snige sig ned i skumle kælderlokaler er det nu muligt at få råd og vejledning om sexlegetøj under velordnede forhold. Men sexlegetøj er ikke løsningen på alle seksuelle problemer, og måske er det i virkeligheden heller ikke så normalt, som undersøgelserne viser. Sexologen Inger Bugge er formand for Dansk Forening for Klinisk Sexologi. Ifølge hende er der mange forskellige grunde til at bruge sexlegetøj. - Nogle bruger det, fordi det er sjovt, og fordi sex for dem også er at lege. Andre gør det fordi, de har nogle forventninger om, at sådan gør man, så det må jeg også prøve, siger hun. Især de helt unge har en tendens til at gøre ting, fordi de tror, at omgivelserne forventer det af dem. - Jeg har en fornemmelse af, at de unge er seksuelt eksperimenterende, og at pressen har en del af ansvaret for det ved at skrive så meget om sexlegetøj. Det giver de unge nogle forventninger om, at alle andre gør det. Det skaber et pres, som kan give præstationsangst, fordi de unge tænker, at hvis jeg nu ikke har lyst til det her, er jeg så normal? Der er faktisk masser af unge mennesker, som bare har lyst til helt almindelig vaniljesex, siger Inger Bugge. Vaniljesex er en betegnelse, som Inger Bugge gentagne gange bruger om helt almindelig sex. Ikke kun de helt unge kan føle sexlegetøjet som et pres, der skaber nye krav til præstationerne på lagnet. - Det problem, jeg oftest møder hos mine klienter, er mangel på lyst. I den situation skal man passe på med at præsentere noget legetøj, som, de også skal synes, er fantastisk. Hvis man skal bruge legetøj, er det vigtigt, at man er enige om det, så det ikke ender som endnu et krav, man ikke kan honorere, siger sexologen. Tal om sex Hvis man er enige om at prøve det, kan legetøj være et godt krydderi på sexlivet. - Sexlegetøj kan bidrage med noget sjov og noget leg og gøre sexlivet mindre alvorligt og mindre pligtsomt, siger Inger Bugge. I sin praksis bliver hun tit overrasket over, hvor lidt par taler konstruktivt om sex, men i stedet for stort set kun taler om den sex, der ikke er der. For et par, der ikke er vant til at tale om sex, kan det være svært at bringe nye ting som sexlegetøj på banen. Men sexlegetøjet kan også være det element, der sætter et par i gang med at tale om deres lyster. - Hvis man går og har en forestilling om, at begge har lyst, men ikke tør sige det, så kan man give legtøjet som en overraskelse og lægge det under hovedpuden. For det er også vigtigt, at man tager ansvar for sit eget sexliv og giver udtryk for det, man gerne vil have, siger Inger Bugge. Hvis man vælger at lægge sexlegetøj under hovedpuden, skal man være forberedt på et nej. Og er man den, der siger nej, skal man gøre det med omtanke. - Nogle vil synes, det er vildt frækt, og nogle vil synes, det er afskyeligt og opleve det som et pres, hvor de ikke ved, om de kan tillade sig at sige nej tak. Men selvfølgelig kan de det, for man skal ikke gøre noget, man ikke har lyst til. Men det er vigtigt at få sagt nej tak på en ordentlig måde og forklare, hvorfor man ikke har lyst til det, siger hun. Når man forklarer, hvorfor man ikke har lyst, er der ikke lang vej til at fortælle om, hvad man så har lyst til, og det kan blive starten på den samtale, der kan gøre sexlivet bedre. Bange for et nej Men at tage ansvar for sit eget sexliv og sætte ord på sine ønsker er ikke så nemt, som det umiddelbart lyder. Sex er nemlig stadig tabu mange steder. - Det er så frygtelig svært at tage ansvar for sig eget sexliv og bede om det, man nu gerne vil have. Sex er et tabu og en meget personlig ting, hvor man får blottet en del af sit mest private jeg, og ingen af os vil have skudt i skoene, at vi er underlige, siger Inger Bugge. Hun understreger, at det ikke kun er, når talen handler om sex, at vi har svært ved at bede om det, vi gerne vil have, men at problemet er meget generelt. Når det handler om sex, er vi bare mere bange for at blive afvist, fordi sex er så personligt for os. Hvis man har lyst til at peppe sexlivet op med noget legetøj, anbefaler Inger Bugge en tur i en butik som Lust i København. Hun har i øvrigt også en idé om, at sexlegetøj i virkeligheden ikke er så udbredt, som undersøgelserne viser. - Mine klienter taler ikke ret meget om sexlegetøj. Så jeg spekulerer på, om der måske bliver købt meget, som ikke kommer ud af pakken, siger hun.