Legetøj til dyr kan indeholde ftalater

Legetøj til dyr kan være skadeligt for børn. Det fastslår Miljøstyrelsen, som derfor anbefaler, at man holder dyrenes legetøj væk fra børnene. - Der er ikke stillet krav til indholdet af skadelige stoffer i legetøj til dyr på samme måde, som når det drejer sig om legetøj til børn under tre år. Derfor indeholder nogle af de produkter, vi har undersøgt, større mængder skadelige stoffer, end det er tilladt i legetøj til børn. Vores anbefaling er derfor, at de små børn, der jo putter alt i munden helt holdes væk fra dyrenes legetøj, siger kemiingeniør Lise Emmy Møller, Miljøstyrelsen, Kemikalier. Styrelsen har blandt andet fundet ftalater i en fjerdedel af de undersøgte farvestrålende gummikødben, mus med rigtig pels og plasticbamser, der siger pivelyde. I undersøgelsen er der set på 50 forskellige stykker dyrelegetøj, som kunne appellere til børn. 13 af produkterne var fremstillet af PVC indeholdt alle store mængder ftalat, mens fire indeholdt det problematiske DEHP, som er klassificeret som skadeligt for forplantningsevnen. Ti indeholdt ftalaten DINP, der ikke skal klassificeres, men som giver risiko for leverskader, og derfor må det ikke anvendes i legetøj til børn under tre år. For forbrugerne er det svært at se på de forskellige produkter, om de indeholder ftalater. - Det bedste, man kan gøre, er at sørge for, at børnene ikke sutter på kæledyrets legetøj, siger Lise Emmy Møller. Dyrelegetøj er omfattet af produktsikkerhedsloven. Det betyder, at dyrelegetøj ved normalt brug ikke må være farligt for dyrene. Miljøstyrelsens undersøgelse drejer sig ikke om legetøjets eventuelle påvirkning af kæledyr. Læs mere på Miljøstyrelsens hjemmeside www.mst.dk