Leicester sender Thomas Franks tropper ud af FA Cuppen

Thomas Frank og Brentford er færdige i FA Cuppen efter et nederlag på 0-1 til Leicester.

Thomas Frank måtte lørdag se sit hold tabe til Premier League-klubben Leicester i den engelske FA Cup.

Thomas Frank måtte lørdag se sit hold tabe til Premier League-klubben Leicester i den engelske FA Cup.

LONDON:Leicester er klar til ottendedelsfinalen i den engelske pokalturnering FA Cup.

Lørdag avancerede Premier League-klubben efter en sejr over Thomas Frank og Brentford på 1-0.

Championship-klubben havde tre danskere i startopstillingen i form af Emiliano Marcondes, Luka Racic og Mads Roerslev Rasmussen, mens Christian Nørgaard så kampen fra bænken.

Det samme gjorde Kasper Schmeichel for Leicester.

Brentford var på hælene i kampens indledning. Allerede efter 14 sekunder fik gæsterne spillet sig til en stor chance, der dog blev misbrugt.

Lidt efter var der dog gevinst. Der var kun gået lidt over tre minutter, da Kelechi Iheanacho sendte bolden i mål efter en flot opspil.

Herefter kæmpede hjemmeholdet sig langsomt ind i kampen, og i anden halvleg var det tættere på 1-1 end 2-0.

I kampens afslutning pressede Brentford på, men den forløsende udligning, der kunne have sikret en omkamp, kom aldrig, og så måtte Thomas Frank og co. se sig slået ud af den traditionsrige pokalturnering.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.