Brovst

Leifig fratages 10.000 støttekroner

Uanmeldt besøg afslørede for få fremmødte og aktiviteter i klubben. Derfor mister ungdomsklubben i Torslev 10.000 kroner kommunen ellers havde bevilget

TORSLEV:Turneringer i billard, dart og bordtennis. Bowlingtur, fisketur og videoaften. Der ud over klubaften tre dage om ugen. Aktiviteterne i ungdomsklubben Leifig i Torslev lyder gode. Klubben har da også under forudsætning af, at der er aktiviteter i klubben, fået 10.000 kroner ekstra af Folkeoplysningsudvalget. Uanmeldt inspektion Nu har skoledirektør Karsten Larsen imidlertid været på uanmeldt inspektion i klubben. Inspektionen sker en januaraften og i den halve time, hvor skoledirektøren er tilstede i klubben, er der blot et medlem, en gæst og en medarbejder. Samtidig er der ingen aktiviteter i Leifig og der er heller ikke gjort klar til aktiviteter i klubbens lokaler. Ovenpå det uanmeldte besøg har ungdomsklubben sendt en liste over fremmødte i resten af januar. Listen viser, at mellem fire og 11 fremmødte per aften. Får konsekvenser Oplysningerne får nu konsekvenser for klubben, for i Folkeoplysningsudvalget er man nemlig ikke tilfredse. - Derfor vi har besluttet at trække tilskuddet tilbage, siger Jan Aakjær Larsen efter udvalgsmødet. Det er Brovst Kommunes Børne- og Kulturudvalg enig i. - Leifig har været en turbulent tid igennem, men de får selvfølgelig ikke de 10.000 kroner. Vi vil bede ledelsen om at indkalde til et møde og så må vi tage den derfra, udtaler udvalgsformand Kim Bennike fra Dansk Folkeparti. Han understreger, at det er vigtigt, at klubben lever videre. - De andre penge får de lov til at beholde, siger Kim Bennike. I 2004 er der afsat 185.000 kroner til ungdomsklubben. 67.000 kroner til drift af ejendommen og 118.000 kroner som tilskud til Torslev Ungdomsklub. De 10.000 kroner har aldrig nået ind på klubbens konto. Pengene er ikke blevet udbetalt til klubben endnu på grund af problemer med at fremskaffe oplysninger. Overraskelse hos leder Jan Munkholm, ungdomsklubleder på anden sæson, er overrasket over, kommunens beslutning. - Sidste år havde vi ingen udgifter til aktiviteter. De to bowlingture, vi arrangerede, blev dækket af overskuddet fra vores slikbod, siger Jan Munkholm, der mener tilskuddet må være trukket tilbage, fordi de ikke er blevet brugt. Kort besøg Fremmødet har varieret frem til sæsonafslutningen 1. maj, men ungdomsklublederen mener, at der på særligt nogle aftener har været rigtig mange. - Jeg var ikke selv på arbejde den aften, skoledirektøren var her, men jeg har fået at vide, han var her meget kort tid og at der, efter han var gået, dukkede flere medlemmer op, siger Jan Munkholm. De 10.000 kroner skulle i følge ham være brugt til nyt computerudstyr. Jan Munkholm har ikke umiddelbart nogle kommentarer til det mistede tilskud. - Jeg er ikke ret meget inde i det, må jeg indrømme, siger han.