Lejerbo glemte øl og pølser

BLOKHUS: For fem uger siden blev rejsegildet på otte ældreboliger på Møllevej i Blokhus aflyst, fordi håndværkerne skulle have tidligt fri og havde arrangeret afslutning i forbindelse med deres ferie. Det var der bare ingen i Lejerbo, der havde fortalt Pandrups socialudvalgsformand Frits Pedersen (S), som måtte køre hjem igen, hvilket han dog tog med godt humør. I går forsøgte Lejerbo så for anden gang at gennemføre rejsegildet. Og nok var både håndværkere, ingeniører, socialudvalgsformand, socialchef, kommende beboere, repræsentanter fra Lejerbo med flere på plads i går eftermiddag, men det stod hurtigt klart, at noget manglede. Ingen havde nemlig sørget for øl, vand og pølser, da der igen var gået koks i kommunikationen hos Lejerbo. Og hvad er et rejsegilde uden Hof, Tuborg, appelsinvand og de varme røde? Derfor måtte rejsegildet udskydes, mens mobiltelefonerne flittigt blev brugt hos de personer, der følte et vist ansvar for at rettet op på sagen. Folk blev efter nogen ventetid sendt af sted efter de våde varer, mens Lejerbos lokale repræsentant Birgit Stokbro, som ikke havde haft til opgave at skaffe øl og vand, fik gang i talerækken og beklagede på selskabets vegne. Birgit Stokbro sagde, at interessen for boligerne viste, at der var behov for den slags boliger i Blokhus, og hun roste Blokhus-borgere for det lokale engagement, der havde været forud for opførelsen af boligerne. Socialudvalgsformand Frits Pedersen glædede sig over den gode beliggenhed, som ældreboligerne har, og selv om han med et smil på læben slog fast, at dele af processen var gået efter glemmebogen, roste han Lejerbo for et godt byggeri.