Lejere genhuses efter byggefejl

Ombygning har gjort lejligheder i Aalborg ubeboelige

Entreprenøren har vedkendt sig ansvaret for fejlene, siger John Hjelm, direktør i Alabu Bolig. Arkivfoto: Jens Morten

Entreprenøren har vedkendt sig ansvaret for fejlene, siger John Hjelm, direktør i Alabu Bolig. Arkivfoto: Jens Morten

På Poul Buås Vej i vestbyen har ombygningen i en etageejendom resulteret i massive fugtskader i en række lejligheder. Indtil videre er beboere i tre lejligheder på anden etage blevet genhuset, fordi skimmelsvamp og andre fugtskader har gjort deres lejligheder sundhedsskadelige at bo i. Flere kan være på vej til at blive genhuset, fortæller direktør John Hjelm fra Alabu Bolig, der administrerer lejlighederne på Poul Buås Vej for Boligforeningen Fjordblink. - Vi er lige nu i gang med at gennemgå de omkring ti lejligheder på anden etage, der kan være berørt af skaderne, siger John Hjelm. Det er ombygningen af ejendommens øverste etage, der har skabt fugtproblemerne. Her er en række små ungdomslejligheder ved at blive bygget om til familieboliger, og fugtskaderne er sket efter, at entreprenørerne har pillet taget af bygningen. - Der er sket nogle uheldige ting i forbindelse med, at taget er blevet hevet af, siger John Hjelm og fortsætter: - Der er blevet savet nogle vandrør over, og der er sandsynligvis heller ikke blevet dækket ordenligt af ned til de underliggende lejligheder. De berørte beboere er blevet genhuset til andre lejemål i Aalborg, mens der arbejdes på at tørre og rense lejlighederne, så de igen bliver beboelige. - En af beboerne ønsker ikke at flytte tilbage, men ellers håber vi, at lejlighederne kan være klar igen om en måneds tid, siger John Hjelm. Ifølge John Hjelm så har det pågældende entreprenørfirma vedkendt sig ansvaret for skaderne.