Lokalpolitik

Lejere i Hobro får måske tilbud om at købe boligen

Politikere parat til at bane vejen, selv om boligforening siger nej

HOBRO:Hobro bliver måske første sted i landet, hvor man politisk vil gennemtrumfe, at lejere af almennyttige boliger sikres en ret til at købe og dermed få skøde på boligen. Det åbner en ny lov forsøgsmæssigt mulighed for med virkning fra årsskiftet, og selv om Hobro Boligforening har strittet voldsomt imod, er byrådets økonomiudvalg indstillet på at bane vejen. Derfor vil den nødvendige ansøgning blive indsendt til Erhvervs- og Boligstyrelsen, hvis et flertal i byrådet er med på ideen. Det vil vise sig tirsdag aften. Formand for Hobro Boligforening er Mads Gammelmark, Hobro. Han er selv medlem af byrådet, og han er bestyrtet over økonomiudvalgets indstilling. - Jeg betragter det som et politisk stormløb mod boligformen. Man ønsker åbenbart ikke, at en boligforening skal have nogle attraktive lejemål at råde over siger Mads Gammelmark. Han tilføjer, at han på vegne af boligforeningen allerede har taget kontakt til Boligselskabernes Landsforening for at få gode råd til, hvordan man skal håndtere situationen. Der er nemlig ikke erfaringer fra andre byer i landet at drage nytte af. Det er en konkret henvendelse til boligforeningenb om køb af en af de attraktive boliger på Wilhelm Jensensvej i Hobro, der har sat gang i sagen. Boligerne kaldes i daglig tale "stærekasser". Det er 18 selvstændige huse på egen grund, og fra de fleste af dem er der en direkte udsigt over byen og Mariager Fjord. Selv om et flertal i byrådet bakker op om ideen, er sagen ikke afgjort. I sidste ende står og falder det hele med, hvordan de nuværende lejere forholder sig til spørgsmålet. Det skal der stemmes om på et afdelingsmøde.