Redningsvæsen

Lejernes LO: Sæt røgalarmer i lejlighedsopgange

Hotelbrand aktualiserer brandsikkerheden i etagebyggeri

NORDJYLLAND:Tirsdag uge omkom en 42-årig kvinde med sin syv-årige datter under en hotelbrand i København. Der var dog brandalarmer på hotellets gange, men var branden eksempelvis brudt ud i en etageejendom på Prinsensgade, Boulevarden eller på Vesterbro i Aalborg, så ville beboere ikke have haft mulighed for at finde af, at der var brand i ejendommen. De fleste, der omkommer i boligbrande, når nemlig aldrig at opdage ilden. De er inden da døde af kulilte, som blokerer blodets evne til at transportere ilt, så man dør af indre kvælning. - Vi anbefaler kraftigt, at man sætter røgalarmer op i opgangen. Det vil være en stor sikkerhed for en billig penge, pointerer formanden for Lejernes Landsorganisation, Claus Hansen. Ingen lovkrav I privat bebyggelse er der dog ingen krav om brandalarmer i opgangene. Når Lejernes Landsorganisation alligevel ikke går ud og kræver, at der lovgives på området, skyldes det en tro på, at udlejere selv kan se logikken. - Man spøger ikke med sikkerhed, og en fornuftig udlejer vil af sig selv sætte alarmerne op. Det koster ingenting i forhold til den sikkerhed, det giver, påpeger Claus Hansen. Sidste år omkom 92 mennesker i 84 brande. 34 af dem omkom i lejlighedsbrande, og i Aalborg mener beredskabschef Jørgen Pedersen da også, at det er en fin ide at sætte brandalarmer op i opgangene. Han peger dog på, at der er bedre adskillelse mellem de enkelte lejligheder end imellem hotelværelser. - Man kan være rimelig sikker i hver lejlighedscelle i nye boliger, men det er en fin ide at sætte alarm op i opgangen også. Der er ingen tvivl om, at røgalarmer redder menneskeliv, siger Jørgen Pedersen. Også instruktion Hos Dansk Brand- og Sikringstekniske Institut, som er en selvejende og almennyttig virksomhed, er den administrende direktør, Peter Johansen, positiv overfor opsætning af røgalarmer i opgange, men han understreger, at det ikke er nok. Beboerne skal også instrueres. - De skal vide, hvad de skal gøre, når alarmen går. Hvis der er meget røg i opgangen, er det bedre at blive i sin lejlighed, forklarer Peter Johansen. Til gengæld vil en alarm betyde, at beboerne opdager faren og kan gøre brandvæsnet opmærksom på, hvor i den brændende ejendom, der skal reddes mennesker. - Alene, at alarmerne bliver sat op og folk får information, vil gøre, at folk bliver opmærksomme og ikke bare løber ud og efterlader en åben dør, påpeger Peter Johansen. En typegodkendt røgalarm kan købes for under en halvtredser.