Boligselskaber

Lejligheden er den faste base

Boligforeningens afdelingsformandJørgen Nielsen brænder for hvervet, der lige nu byder på millionplaner

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Planen er, at blokkene på Finsensvej skal gennembrydes - hermed fjernes der et antal lejligheder, og der åbnes op til villakvarteret nord for området. Foto: Henrik Louis

BRØNDERSLEV:Der er store forandringer på vej for Knudsgadekvarteret - eller rettere Boligforeningen PM’s afdeling 11. Og med til at fremme planerne er afdelingsformand Jørgen Studsgaard Nielsen. Selv har han boet i afdelingen i næsten 24 år. Og de seneste otte år har han været formand for afdelingen. Han er tømrer og har i mange år rejst udenlands for at svinge hammeren. Siden 1992 har han arbejdet indlands, og lige nu har han job på Sjælland og er således kun hjemme på forlængede weekender. - Egen bolig for mig ville betyde, at jeg skulle have folk til at passe den. Jeg har rejst i 29-30 år og kun været hjemme få måneder om året. Med en lejlighed skal ikke bekymre mig om at rydde fortov eller klippe hæk. Jeg skal bare låse døren. Jørgen Nielsen er tilfreds med at bo i området. Men han ved også, at området kæmper med et kedeligt image - en omstændighed som renovering og ombygning skal være med til at ændre. Million-hjælp De mange sorte og tomme vinduer i boligblokkene taler deres eget lidt forladte sprog. Flere og flere lejligheder står tomme - og intet tyder på, at udviklingen vil vende af sig selv. Boligforeningen arbejder derfor på, at gøre de mange lejligheder og området mere tidssvarende og attraktivt. Projektet har netop mødt kontant velvilje fra Landsbyggefonden, der har stillet 140 mio. kroner i udsigt. Projektet fylder meget for afdelingsformanden lige nu. Og hertil kommer en række mindre opgaver, som sorterer under formanden. Som afdelingsformand har Jørgen Nielsen telefonen åben døgnet rundt. Og det hænder at hvervet som formand indebærer konfrontation med lejere, der ikke vil følge de fælles spilleregler. Han har for længst erkendt, at man som formand ikke kan være venner med alle. Men på positivlisten tæller en stribe arrangementer og fællesture som afdelingens frivillige ildsjæle er med til at arrangere og afvikle. Ulønnet indsats Afdelingsformanden er som de øvrige ulønnet, men Jørgen Nielsen tager gerne en tørn i lejernes tjeneste: - Vi har fortjent nogle gode boliger. Vi har fortjent et ordentligt område, og det skal vi også selv være med til at gøre noget ved. Det kan ikke nytte at sidde i sofaen og vente på, at andre gør noget. Vi må tage ansvar selv. Jørgen Nielsen understreger, at en række frivillige lejere i område yder en stor, stor insats for at få tingene til at fungere. - Lønnen for mig er at se, når tingene fungerere og arrangementerne lykkes, siger han og vifter med en seddel der byder områdets børn til fastelavnsfest. En mappe vidner om et aktivt fællesskab, der byder på fællesspisninger, børneaktiviteter og udflugter for beboerne Rejsende tømrer Jørgen Nielsen er oprindelig fra Roskilde. Han flyttede til Brønderslev i november 1971 efter arbejde. - De første tre nætter boede jeg på Brønderslev Kro, husker han. Men herefter fik han værelse på Markedsvej. I 1983 flyttede han sammen med kone og barn i lejlighed på Finsensvej, og efter en skilsmisse rykkede han ind i den nuværende lejlighed i Knudsgade. I dag er han ansat af en udlejningsvirksomhed på Sjælland - og bor privat indkvarteret i Ishøj fra søndag til torsdag. Lange arbejdsdage betyder, at han og makkeren fra Brønderslev torsdag over middag kan sætte kurs mod Vendsyssel og forlænget weekend. Jobbet som tømrer har bragt ham verden rundt. Foruden Grønland har han arbejdet i Somalia, DDR - mens muren eksisterede - Færøerne, Holland, Tyskland, Norge og Sverige. Og så har han i øvrigt været FN-soldat på Cypern. I begyndelsen var det pengene, der trak. Siden tog eventyrlysten over, og endelig har arbejdsløsheden i Nordjylland været medvirkende årsag til, at lønnen blev hentet uden for landsdelen. I dag får pengene ham på motorvejen til Sjælland. - Jeg får det dobbelte ud af det på bundlinjen. Og en ekstra fridag, smiler han. Jørgen Nielsen fyldte 60 år i september, og har planer om at fortsætte rejseriet et par år endnu. Hjemme i Brønderslev røgter han sit hverv som afdelingsformand, han er desuden medlem af hovedbestyrelsen i boligforeningen og aktiv i lungeforeningen Boserup Mindes Vendsysselafdeling. Kolonihavehuset i Agdrupparken får han også tid til at nyde. Suppleant til formand Egentlig begyndte Jørgen Nielsens karriere som tillidsvalgt i PM i 1996, da afdelingsbestyrelsen så dagens lys. - Jeg ville ikke på grund af mit rejseri, men jeg kunne da godt overkomme at være suppleant. Et år senere forlod den daværende formand posten, og Jørgen Nielsen blev næstformand. Siden flyttede formanden. - Og så blev jeg formand, fortæller Jørgen med et skuldertræk og et smil. For to år siden blev Jørgen Nielsen næstformand i hovedbestyrelsen, men ved sidste generalforsamling valgte han på grund af sin rejseaktivitet at blive menigt bestyrelsesmedlem. Attraktivt område Det store udviklingsprojekt for området bliver til noget. Det er Jørgen overbevist om efter mødet med Landsbyggefonden. - Vi kunne godt tænkte os at vælte det hele og bygge nyt. Man kan næsten bygge nyt for de penge, det vil koste at renovere og ændre de eksisterende boliger. Men det går Landsbyggefonden og lovgivningen ikke med til. Vi vil gerne, at antallet af lejligheder reduceres med cirka 100, så der i det nye projekt bliver 271 boliger. Lejlighederne skal moderniseres, der skal etableres elevator - endelig skal området skal have et tiltrængt løft. Tomme lejligheder betød sidste år et underskud på cirka to mio. kroner i afdeling 11. - Og lige nu har vi cirka 40 ledige boliger - det er for mange. Lejlighederne er i en forholdsvis god stand, men med datidens byggemåde er de i dag utidssvarende. - Vi vil gerne have mange flere, der synes, området er flot, når projektet bliver færdigt. Egentlig mener Jørgen Nielsen ikke, at en formand skal sidde på posten mere end ti år. - Men jeg vil gerne se projektet i gang, inden jeg stopper.