Lejrbål med knaster i 100 år

4
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Omkring 70.000 danske drenge og piger i alle aldersklasser hylder stadig devisen om, “en gang spejder, altid spejder”, selv om tallet for de aktive spejdere har været en snes procent for nedadgående det seneste par årtier. Foto: Rasmus Baaner/Polfoto

Den ene var skabsbøsse, den anden fascistoid. Hårde odds i begyndelsen af 1900-tallet for initiativtagere til en upolitisk ungdomsorganisation med almindelige borgerlige dyder i højsædet. Foruden snobrød, råbåndsknob og tjikkerlikker, tjikkerlikker tjav tjav tjav... Ikke desto mindre voksede den internationale spejderbevægelse sig stor og stærk, og i disse dage står millioner af uniformerede drenge og piger kloden over op med solen for at fejre 100-året for verdens første spejderlejr. Den første uge i august 1907 slog den britiske general Robert Baden-Powell sit telt op på Brownsea Island i det sydvestlige England i spidsen for 21 knægte fra London med mod på friluftslivets fristelser. Udflugten på den lille ø nær kysten blev en ubetinget succes, og i dag har 38 millioner børn og unge i over 200 lande afgivet spejderløftet om at være “ren, venlig og ærlig”. Den ubetinget største succes nogensinde for en ungdomsbevægelse. Omkring 70.000 danske drenge og piger i alle aldersklasser hylder stadig devisen om, “en gang spejder, altid spejder”, selv om tallet for de aktive spejdere har været en snes procent for nedadgående det seneste par årtier. I dag er børn mere optaget af medier, computere og mobiltelefoner end tovtrækning, fællessang og dagens gode gerning. Før i tiden tændte man bål i aftenrøden bare for at tænde det. Den går ikke længere. Nu vil de unge forstå meningen med flammerne. Måske de forurener naturen og er det rene energispild. Selv ikke raske spejdere i fortid og nutid som komikeren Jan Gintberg, erhvervsmanden Lars Kolind, skuespilleren Sofie Lassen-Kahlke, tv-meteorologen Michael Jarnvig, Tvind-guruen Mogens Amdi Petersen, teaterdirektøren Nikolaj Cederholm, politikeren Margrethe Auken, forhenværende og nuværende ministre som Poul Schlüter, Uffe Ellemann-Jensen, Anne Birgitte Lundholt, Connie Hedegaard og Rikke Hvilshøj samt prinsesse Benedikte har foreløbig kunnet vende den nedadgående kurve for de danske spejderkorps. Vær beredt Ungkarlen Robert Baden-Powell var noget af en krigshelt fra Boer-krigen i Sydafrika, da han som 50-årig returnerede til England. I løbet af få år fra 1907 omsatte han nogle af sine erfaringer fra hæren til en snart verdensomspændende spejderbevægelse for friske gutter i alle lande. Det Danske Spejderkorps blev oprettet i 1910 på initiativ af blandt andre ritmester Cay Lembcke, som oversatte en del af britens spejderbibel “Scouting for Boys” til dansk under titlen “Patrouilleøvelser for Drenge”. Baden-Powells ideal var at opdrage drengene til at være ridderlige og hjælpsomme og til at tænke selvstændigt. Børn skulle lede børn, og bevægelsens mest militaristiske træk omkring kæft, trit og retning blev snart skrottet til fordel for “learning by doing”. Ikke desto mindre blev der trænet i den svære kunst at marchere i takt. Ligeså hørte konkurrencer i nærkampe til dagens orden for at styrke kammeratskabet mellem drengene. “Vær beredt!”, lyder et af spejdernes mange fyndord, og ikke mindst i årene omkring udbruddet af Første Verdenskrig i 1914 skrev mange sig opfordringen bag øret. Ledemotivet i “Scouting for Boys” var at skabe sunde, stærke og lydige borgere, der ville efterkomme ordrer i såvel krigs- som fredstid. Hurtigt fulgte pigerne trop og trak i spejderskørtet på de britiske øer, og i 1916 var Det Danske Pigespejderkorps en realitet. Fire år tidligere havde Baden-Powell giftet sig med den 32 år yngre Olave St. Clair Soames, og begge blev de hen ad vejen både udnævnt til verdensspejderchefer og adlet for deres uforlignelige ungdomsarbejde. Først årtier efter Baden-Powells død i 1941 pillede senere generationer for alvor ved hans glorie. Lady Olave levede helt til 1977 og nåede ikke helt at slippe for de angreb, der blev hendes mand til del i biografier med fokus på blandt andet hans undertrykte homoseksualitet og påståede pædofile observans. Kolde styrtebade På spejdergeneralens tid var det strafbart at folde sig ud som aktiv bøsse i England. Blandt andet blev den jævnaldrende forfatter, ægtemand og far Oscar Wilde idømt to års strafarbejde for sin affære med en yngre adelsmand. Baden-Powell havde tre børn i ægteskabet med den drengede Olave, men Tim Jeals monumentale og definitive biografi “Baden-Powell” fra 1989 fastslår, at spejderføreren også i den grad var både skabsbøsse og passiv pædofil. Alle hans private papirer blev brændt efter hans død. Det havde han forlangt i sit testamente, hvilket blev respekteret af efterkommerne til punkt og prikke. Efter tilbundsgående studier i alle kendte arkivalier om Baden-Powell konstaterer biografien, at han “evnede at realisere Platons ideal af mænd, der elsker mænd, eller mænd, der elsker drenge, men lever et liv i seksuel afholdenhed”. Ægteskabet igennem sov militærmanden da også for sig selv udendørs på terrassen eller altanen inden morgenens kolde styrtebad. Hvorvidt Baden-Powell alligevel havde et fysisk forhold til sin livslange, yngre ven fra militæret, Kenneth McLaren - kaldt “The Boy” af generalen - er ikke så vigtigt for iagttagere i vor tid. Nu om dage er homoseksuelle for længst ligestillet med heteroseksuelle i næsten enhver henseende i det meste af Vesten. I hvert fald er kriminaliseringen af homoseksuelle afskaffet både i Europa og USA og i mange andre lande. Forargelsen og den moralske fordømmelse er også stærkt på retur, selv om bøsser og lesbiske spejderledere den dag i dag ikke tolereres i enkelte amerikanske stater. På Baden-Powells tid ville det have været en katastrofe for spejderbevægelsen, hvis han havde bevæget sig uden for skabet. Nøgne drenge Før som nu er sex med børn både strafbart og totalt uacceptabelt i alle samfund. Spejderkorps over hele verden døjer jævnligt med konkrete sager om pædofile tropsførere på samme måde, som tilsvarende problemer optræder i ethvert andet miljø i skoler og sportsklubber og andre steder, hvor voksne konstant er i nærkontakt med børn. Til omgivelsernes store forbavselse tog Baden-Powell det ganske let, når det indimellem hændte, at en voksen spejderfører blev anklaget for homoseksualitet og/eller børneforførelse. I hans eget tilfælde er det dokumenteret, at han nød synet af nøgne drenge. Både live på lejr og i positur på såkaldte kunstfotos. Bl.a. noterede han som 62-årig i sin dagbog efter en overnatning hos sin ven Tod på landet: “Tods billeder af nøgne drenge og træer etc. Fantastisk”. Et par dage efter skrev Baden-Powell til vennen, at han så frem til at besøge ham igen, “for så kan jeg få endnu et kig på dine pragtfulde fotografier!”. Citaterne er fra Edmund Yorke og Malcolm Flower-Smiths to år gamle biografi “Mafeking: The story of a siege”, der til gengæld frikender generalen for ellers vedholdende anklager for racisme og krigsforbrydelser under Boer-krigen. Interessen for spejderiet kølnedes generelt kloden over fra de anti-autoritære, anti-militære og anti-uniforme 1970’ere og fremefter. Heller ikke de respektive korps’ forskellige grader af kristendom tiltrak ungdomsoprøret og senere, åndsbeslægtede årgange. Men intet tyder på, at afsløringerne af Robert Baden-Powells angivelig sande, seksuelle orientering i sig selv har skadet spejderbevægelsens generelt meget positive omdømme. Hans position som kultskikkelse er der ikke rokket ved. Sport og fascisme I Danmark holder især Det Danske Spejderkorps, KFUM-spejderne, De Grønne Pigespejdere og Danske Baptisters Spejderkorps fanen højt under jubilæet. Sammen med Dansk Spejderkorps Sydslesvig er de gået sammen om at fejre 100-året for Baden-Powells gode idé med bl.a. flere fælleslejre her og nu og en ulandsindsamling til oprettelse af 100 skoler i Angola. Nogle er grønne, andre blå, og så er der de Gule Spejdere med binavnet Baden-Powell Spejderne i Danmark. De er pr. definition totalt ureligiøse og brød af samme årsag ud fra Det Danske Spejderkorps i 1983. De går deres egne veje og er da heller ikke inviteret med omkring de store fællesbål i disse uger. Heller ikke Cay Lembcke troede på Gud. Så meget desto mere satsede han på Baden-Powell og fædrelandet. Også i en grad, at han endte i rendyrket fascisme og nazisme som medstifter af Danmarks Nationalsocialistiske Arbejderparti i 1930. Han ville afskaffe parlamentarismen og skabe et nyt samfund baseret på populistisk ultranationalisme. Ikke så underligt, at han dårlig nok er nævnt i de danske spejderes annaler, selv om han om var korpsets leder, indtil han blev smidt ud på grund af sine ekstreme politiske holdninger i 1923. Alt sammen beskrevet for et par år siden i historikeren Per Biensøs speciale “Cay Lembcke, Spejdersport og Fascisme, 1910-1923”. I dag understreger både den danske og den internationale spejderbevægelse, at den vil “udvikle børn og unge både fysisk, intellektuelt, socialt, åndeligt, kreativt og følelsesmæssigt. Korpset er åbent for alle uanset race, sprog, religion og politisk overbevisning”. Og så må vi ikke glemme det gode humør og glimtet i øjet. Spejdermottoet over alle mottoer er og bliver “tjikkerlikker, tjikkerlikker tjav tjav tjav”...