Lejrcenter på nye hænder
Metodistspejdere har solgt Krogsholt Lejrcenter til adventistspejdere i Østervrå
ØSTERVRÅ: Krogsholt Lejrcenter har skiftet ejer.
Metodistkirkens spejdere i Strandby har valgt at afhænde spejdercentret til Adventistspejderne i Østervrå.
Krogsholt Lejrcenter ligger på Søholtvej, i naturskønne omgivelser på Jyske Ås, tre km nordøst for Østervrå.
Metodistkirkens spejdere i Strandby købte Krogsholt for godt 30 år siden, og den officielle indvielse fandt sted i 1986.
- For os er det det rette tidspunkt at afhænde Krogsholt, og vi er glade for, at Krogsholt drives videre som spejder- og udlejningscenter, siger Per Thaarup, der alle årene har været formand for Den Selvejende Institution Krogsholt.
Lokale- og anlægsfonden
Spejderne i Strandby har haft utallige gode timer på Krogsholt, men alting har sin tid, og nu da metodistspejderne har fået ”Farmen”, der ligger i dobbelt halvstiks afstand uden for Strandby, er der pludselig langt til Krogsholt.
- Vores nuværende spejdere har ikke det samme forhold til Krogsholt som alle os gamle, der har været med lige fra starten, og der går immervæk mange arbejdstimer med at holde sådan et center, siger Per Thaarup.
Strandbyspejderne har blandt andet klimasikret Krogsholt mod oversvømmelse, som tidligere har givet store problemer.
Handelen er kommet i stand med hjælp fra Lokale- og Anlægsfonden, der har hjulpet spejderne i Østervrå med økonomisk støtte til købet. Desuden har Frederikshavn Kommune videreført et rente- og afdragsfrit lån, der står som 1. prioritet.
Udlejning som hidtil
Adventistspejderne i Østervrå agter at videreføre Krogsholt som hidtil.
- Vi har nogle meget små lokaler i Adventistkirken i Østervrå, så da vi hørte, at Krogsholt var til salg, så vi muligheden for at få opfyldt et ønske om at få vores egen hytte. Krogsholt ligger ideelt for os. Spejderne kan cykle derud, og nogle af vores ledere bor lige på den anden side af bækken, siger Rebekka Kammersgaard fra adventistspejderne i Østervrå, der pt. har omkring 20 spejdere i alderen fra 6-18 år.
Listen over faste udlejere af Krogsholt følger med i handelen.
Se mere på www.krogsholt.dk.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.