Lejrplads brugt som losseplads

Indhold af hus eller campingvogn efterladt på kommunal lejrplads

Anders Sønderup
En del af affaldet er stoppet ind i de primitive overnatningshytter. Privatfoto
Affald 6. oktober 2008 16:49

Formentlig havde der været kortere vej til genbrugsstationen, men af uvisse årsager blev en kommunal lejrplads ved Limfjorden alligevel valgt som endestation for et større læs affald. Det blev opdaget, da kommunens folk rutinemæssigt var på besøg for at se til lejrpladsen. - Det ser nærmest ud som om, de har tømt et hus eller en campingvogn, og så kørt det her ud, siger Erik Johnsen fra Park og Naturforvaltningen i Aalborg Kommune. Affald proppet ind i hytter Affaldssynderen - eller synderne - gjorde sig i begyndelsen stor umage med at stoppe affaldet ind i de primitive træhytter, der er beregnet til overnatning. Men til sidst blev affaldet bare smidt på lejrpladsen. - Jeg fatter ikke, at man gider at køre så langt for at aflevere affaldet. Det ville have været nemmere at aflevere det på genbrugsstationen i Storvorde, siger Erik Johnsen fra Park og Naturforvaltningen. Lejrpladsen er ikke én, man lige finder frem til uden at vide, at den er der - den ligger for enden af Nørkærsvej med en flot udsigt ud over Limfjorden. Synder kan sikkert findes Sagen er anmeldt til politiet, og umiddelbart ser det ud til, at sagen hurtigt kan opklares. Blandt affaldet fandt kommunens personale nemlig flere breve - alle sendt til samme adresse. - Heldigvis er det meget sjældent, at vi oplever, at nogle smider så store mængder affald i naturen. Jeg har aldrig set noget lignende, siger Erik Johnsen. I første omgang får synderen - hvis man altså kan finde ham - mulighed for selv at fjerne affaldet. Ellers gør kommunen det - til gengæld kommer der så en regning.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...