Lektor: Behov for stor nedlukning og natligt udgangsforbud

Det er vigtigt at smitten bremses markant inden juleferien, som udgør en stor smitterisiko, vurderer lektor.

KØBENHAVN:Der er behov for en omfattende nedlukning af store dele af Danmark for at bremse den igangværende stigningen i smittespredningen med coronavirus.

Det vurderer Viggo Andreasen, der er lektor i matematik og fysik og har arbejdet med statistik i epidemien, forud for et pressemøde mandag formiddag, hvor der er varslet nye restriktioner.

- Jeg mener, at vi denne gang er nødt til at lave et indgreb, som vi er sikre på vil virke. Denne gang er vi nødt til at sikre, at coronafesten stopper, siger han.

- For vi er efterhånden oppe på så høje smittetal, at det har ret store konsekvenser i forhold til dødstal og belastning af sygehusene.

Han henviser til, at regeringen i løbet af de seneste måneder flere gange har indført nye restriktioner.

Her har man ifølge Viggo Andreasen gjort "så lidt som muligt og så ventet for at se, om det var nok". Og det har det ikke været nok, mener han.

Den seneste tid er smittespredningen vokset med 20-25 procent fra uge til uge, oplyser han.

- Så skal man ikke regne mange uger frem, før vi vil se en fordobling af smittede. Og et par uger længere fremme også af indlæggelser og dødstal, siger han.

Han mener, at det vil være oplagt at hjemsende studerende og eleverne i de ældste klasser. Men det kræver yderligere tiltag for at sikre, at de unge ikke bare ses i fritiden i stedet for.

Derfor bør der også indføres nye restriktioner på barer og restauranter - eventuel en fuld nedlukning - mener han.

Derudover foreslår han, at der indføres et natligt udgangsforbud efter midnat.

- Et udgangsforbud vil være et af de mindst indgribende tiltag, da det ikke vil berøre ret mange mennesker, når barerne alligevel lukker klokken 22, siger Viggo Andreasen.

Han understreger, at det er enormt vigtigt at få smittetallet ned inden jul, da julen i sig selv udgør en stor smittefare. Fordi mange ser andre mennesker end normalt og ofte samles indendørs og tæt.

Uanset hvad bør alle tage deres egne forholdsregler i julen, foreslår han.

- Jeg ved godt, at det lyder fuldstændigt vanvittigt, men man skal lade være med at synge juleaften. For det er noget, som vi ved øger smitterisikoen markant, siger han.

- Og derudover vil det være et godt juletip, at man holder den sociale aktivitet på et meget lavt niveau de sidste fire til fem dage, inden man skal holde jul med familien. Det vil reducere risikoen for at smitte familien.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.