Lektor: Nordkorea har ingen interesse i at overholde sanktioner

En ny FN-rapport konkluderer, at Nordkorea ikke overholder de sanktioner, landet er blevet underlagt af FN.

Den amerikanske præsident, Donald Trump, og Nordkoreas leder, Kim Jong Un, ved et historisk topmøde i juni. Foto: Evan Vucci/arkiv/Ritzau Scanpix

Den amerikanske præsident, Donald Trump, og Nordkoreas leder, Kim Jong Un, ved et historisk topmøde i juni. Foto: Evan Vucci/arkiv/Ritzau Scanpix

Det er ikke overraskende, at Nordkorea ifølge en ny FN-rapport bryder sanktioner fra FN og ikke har indstillet udviklingen af hverken atomvåben eller missiler.

Landet har nemlig ingen interesse i det, fortæller Liselotte Odgaard, der er ekspert i asiatisk sikkerhedspolitik og Kina ved Forsvarsakademiet.

- Så længe der ikke er en aftale mellem USA og Nordkorea om en atomnedrustning – og det er der ikke – så er det klart, at Nordkorea fortsætter med at opretholde missiler og atomvåben, siger hun.

FN har underlagt Nordkorea hårde sanktioner for at svække landets økonomi.

Styret i Pyongyang forsøger dog på flere måder at komme uden om disse. Det eksporterer blandt andet fortsat kul, jern og tekstiler, som sikrer landet millioner i hård valuta.

Det menes at være helt afgørende for, at Nordkorea er i stand til at finansiere sine våbenprogrammer.

Odgaard peger på, at sanktionerne fra FN ikke er blevet overholdt på noget tidspunkt. Fra kinesisk og sydkoreansk side er der nemlig ikke interesse for disse, da de blokerer for, at man kan samarbejde med Nordkorea.

- Det har de selvfølgelig ikke sagt i offentligheden, men i realiteten har de ikke respekteret dem, fordi de ikke mener, det er den rette metode, og fordi de ikke har ønsket, at regimet skulle presses økonomisk, siger hun.

Odgaard tror heller ikke, at Nordkorea stopper sit missil- og atomprogram inden for en overskuelig årrække.

- "In the real world" bliver man nok nødt til at indse, at der går mange år, før Nordkorea opgiver de her atomvåben.

- Tilliden til USA er ikke af en sådan karakter, at Nordkorea vil opgive de midler, der har sikret regimets overlevelse, siger hun.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.