Lendum Bogcafé med biograf og fitness

Niels Helver
Den tidligere bankbygning i Lendum er nu overtaget af Borgerforeningen, der fortsat søger efter gode ideer til bygningens anvendelse. Foto: Niels Helver
14. november 2016 12:21

Skal der i den tidligere bankbygning i Lendum i fremtiden være en bogcafé med biograf og fitnesscenter eller noget helt andet. Det blev heftigt diskuteret forleden, da der var reception i den gamle bank i anledning af, at Borgerforeningen har købt bankbygningen af Nordjyske Bank på særdeles favorable vilkår.

Der var omkring 40 til stede, da afdelingsdirektør i Nordjyske Bank i Sindal, Klaus Christensen, formelt overdrog nøglerne til bankbygningen til formanden for Borgerforeningen Kjeld Nielsen.

- Der har været flere interesserede købere til bygningen. Vi havde dog en aftale med Jer om, at såfremt I kunne få alt praktiske i orden, så havde I førsteretten. Den aftale har vi holdt, og jeg er i dag meget glad for, at det lykkedes Borgerforeningen at finde den fornødne opbakning til købet. Det ligger nemlig Nordjyske Bank meget på sinde, at kunne hjælpe i lokalsamfundene, lød det fra Klaus Christensen i sin tale, da han afleverede nøglerne til Borgerforeningen.

Kjeld Nielsen takkede, at Nordjyske Bank valgte at sælge til Borgerforeningen og ikke til de andre tilbudsgivere.

- Nu er det op til Borgerforeningens medlemmer og resten af Lendum at bestemme, hvad bygningen i fremtiden skal indeholde af forskellige aktiviteter. Vi har fået en del forslag, som ligger her i forslagskassen, som indtil nu har stået i Dagli´Brugsen, fortæller Kjeld Nielsen.

Det er Borgerforeningens hensigt, at forskønne den gamle bankbygning, så den falder pænt sammen med det nye "Soltorvet" og dermed danner en flot helhed i Lendums bymidte. Forslagskassen blev åbnet og frem væltede mange forslag. Nogle mente, at bygningen skal rives ned. Andre kom med forslag til: En bogcafé, en biograf, et fitnesscenter, et bog-bytte-marked, genbrugsbutik med kunst, selskabslokale til mindre selskaber, en computercafé og mange andre ting.

Nogle var nervøse for økonomien og foreslog derfor, at bygningen kunne lejes ud til for eksempel en blomsterforretning eller lignende. Andre udtrykte betænkeligheder omkring, hvem der skal stå for åbning og lukning samt rengøring.

Ragna Eriksen foreslog, at der kunne laves en form for aktivitetscenter med flere forskellige aktiviteter, hvor 5 - 7 frivillige passede bygningen på skift.

Forslagene var mange, og det blev klokken også, inden diskussionerne ebbede ud. Kjeld Nielsen og de øvrige i bestyrelsen modtager fortsat meget gerne forslag til bygningens fremtidige anvendelse. Skriv blot til: grethetangmose@privat.dk.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...