EMNER

Lene E: Alle banker er med

Hverken små eller pressede banker skal frygte, at de på grund af tekniske krav ikke kan få del i den 100 milliarder kroner store bankpakke.

KØBENHAVN:Det lover Økonomi- og Erhvervsminister Lene Espersen (K) efter, at der i går blev rejst tvivl om, hvorvidt en række banker overhovedet kunne får del i pakken på grund af krav om, at den type kapital, som staten skyder ind, ikke må udgøre mere end 15 procent af bankernes kernekapital. - Hvis man så lovforslaget, så ville man vide, at det ændrer vi på, så alle pengeinstitutter er omfattet af lovforslaget, så det problem er der med andre ord taget højde for, siger Lene Espersen. Dermed skulle der være fri bane for blandt andet Fionia Bank, selvom Lene Espersen ikke vil forholde sig til enkelte banker. Det kræver dog, at banken er veldrevet, for pengene kommer ikke uden, at bankerne bliver kigget godt efter. Minutiøs gennemgang - Man kan søge, hvis man overholder lovens solvenskrav, og så skal man aflevere en individuel solvensbehovsvurdering, og den vil blive gennemgået minutiøst for at få en sikkerhed for, at det er de banker, der kan overleve, der kan få penge, siger ministeren. Hos Liberal Alliance, der også er med i bankpakken, tvivler formand Anders Samuelsen ikke på, at regeringen selv tror på, at pakken kan redde alle banker. Selv så han dog gerne, at der røg nogle stykker. - For mig personligt gør det ikke noget, at et par pengeinstitutter går nedenom og hjem. Der skal ryddes op i de banker, der har haft for mange spekulanter, siger han. Og hvis det skulle betyde, at et stort regionalt pengeinstitut som Fionia Bank også går ned, så er det bankens egen skyld. - Hvis den er ved at falde sammen, så er det fordi den har bedrevet andet end god klassik bankdrift, men det vil vel blive afsløret, hvis den kommer ind i afviklingsselskabet, siger Anders Samuelsen.