Cykelsport

Lene Espersen skal afgøre gadeløbs skæbne

Hverken Aalborg Politi eller Aalborg Kommune har bemyndigelse til at give Streetracing.dk tilladelse til at arrangere gadeløb på offentlig vej

AALBORG:Udsigten til det første, lovlige arrangerede gadeløb blev noget længere efter gårsdagens møde mellem rådmand Henrik Thomsen (SF) og Aalborg Politi. - Det er ikke noget vi som offentlig myndighed i Aalborg Kommune eller politiet lokalt kan give tilladelse til. Det er rent faktisk noget, der skal hele vejen igennem systemet og i sidste ende på justitsministerens bord, før man kan få en tilladelse, siger Henrik Thomsen. Dermed ser der ikke ud til, at Streetracing.dk får lov til at arrangere et løb i august, som ellers var udgangspunktet efter et møde mellem rådmanden og den fartglade forening. Alligevel ser Henrik Thomsen optimistisk på det videre forløb. - Hvis man ikke sætter måneder på efter sommerferien, så ser det fornuftigt ud. Jeg håber, at man kommer frem til et resultat efter at have været igennem hele møllen, men der skal ikke herske tvivl om, at jeg synes det vil være fornuftigt, at man afprøver tingene og derudover også prøver at finde en permanent løsning på et lukket område, siger den tekniske rådmand. Det næste, der nu sker er, at Henrik Thomsen mødes med folkene bag Streetracing.dk, hvor han vil præsentere dem for konklusionerne fra mødet med politikommissær Frank Liltorp, der er Aalborg Politis kontaktperson i den efterhånden lange saga om kampen for at arrangere lovlige gadeløb i Aalborg.