Motorsport

Leon Madsen holder kortene tæt til kroppen

VM-sølvet er inden for rækkevidde for speedwaykøreren Leon Madsen inden VM-serien afgøres lørdag i Torun.

Leon Madsen er nummer tre og har 109 point i den samlede VM-stilling. Han kører helt bestemt efter at blive viceverdensmester, siger han.
(Arkivfoto)

Leon Madsen er nummer tre og har 109 point i den samlede VM-stilling. Han kører helt bestemt efter at blive viceverdensmester, siger han. (Arkivfoto)

TORUN:Speedwaykøreren Leon Madsen har i løbet af VM-sæsonen kaldt det et læringsår, men en særdeles hemmelighedsfuld Madsen holder kortene tæt til kroppen, når det kommer til spørgsmålet om, hvad han har lært.

- Jeg skal ikke sige for meget, så de andre konkurrenter ved, hvad jeg skal gøre bedre. Jeg har været stabil gennem hele sæsonen, men jeg har også haft et par løb, hvor det ikke gik så godt, siger Leon Madsen.

Verdensmesterskabet i den individuelle speedwayserie afgøres lørdag i polske Torun. Madsen er aktuelt på en tredjeplads med ni point op til førstepladsen, som polske Bartosz Zmarzlik sidder på.

Speedwaylegenden Erik Gundersen har nogle bud på, hvad danskeren skal gøre bedre i de kommende sæsoner.

Han mener blandt andet, at Madsen skal være mere en "bad boy" samt være mere aggressiv.

- Jeg tror, han skal arbejde med at blive lidt mere hård og slås lidt mere om placeringerne i svingene, siger Erik Gundersen.

Leon Madsen er ikke enig i kritikken fra den tidligere danske speedwaystjerne. Madsen mener, at han har været en af de mest aggressive kørere i VM-serien.

- Det ved jeg ikke, om jeg mangler at være. Det er en lidt mærkelig kommentar at komme med, da jeg nok er den speedwaykører med flest overhalinger i grandprixet i år, siger Leon Madsen.

Hvad Leon Madsen selv mener, han skal blive bedre til, vil han komme ikke nærmere ind på. Han fortæller, at der skal analyseres video hen over vinteren.

Danskeren peger også på skader og smerter, som har drillet ham gennem VM-serien.

De har gjort, at han ikke har kunnet præstere 100 procent. Samtidig har han skullet lære at gebærde sig på nye baner, hvoraf flere ikke har passet danskeren ret godt.

- Når vi halvvejs i sæsonen kommer ud på nogle baner, der ikke har passet mig så godt, så har det ikke været nemmere at performe godt, siger han.

- Det er ikke en undskyldning. Jeg skal bare være bedre, lyder det.

Årets sidste grandprix i Torun begynder lørdag klokken 19.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst