Leon Madsen slutter sidst i speedwaysemifinale i Lublin

Leon Madsen kom videre til semifinalerne i Polen, men det lykkedes ikke for danskeren at køre sig i finalen.

Leon Madsen (med blå hjelm) sluttede sidst i sin semifinale ved speedwaygrandprixet i Lublin.

Leon Madsen (med blå hjelm) sluttede sidst i sin semifinale ved speedwaygrandprixet i Lublin.

KØBENHAVN: Semifinalen blev endestationen for speedwaykøreren Leon Madsen, da der fredag aften i Lublin blev kørt femte afdeling i VM-serien.

Danskeren havde samlet ni point sammen i sine fem indledende heat, men i semifinalen måtte Leon Madsen nøjes med en fjerdeplads.

Den polske verdensmester, Bartosz Zmarzlik, vandt semifinaleheatet og kom i finalen sammen med svenske Fredrik Lindgren, der blev nummer to.

Zmarzlik endte siden med at vinde finalen foran sin landsmand Dominik Kubera, som var med på et wildcard.

Fredrik Lindgren blev nummer tre, mens russeren Artem Laguta blev sidst i finalen.

Det var Bartosz Zmarzliks tredje grandprix-sejr i træk, og han overtager dermed føringen i den samlede stilling.

Allerede lørdag bliver der kørt endnu et grandprix i Lublin i VM-serien, hvor Leon Madsen ligger samlet nummer syv med 54 point.

Der var danskermøde i heat tre fredag, hvor Leon Madsen hentede en andenplads, mens Anders Thomsen blev nummer tre.

Vinderen af heatet blev Dominik Kubera, som altså imponerede stort i løbet af aftenen.

Leon Madsen blev nummer fire og sidst i sit næste heat, og han var dermed under pres.

Han formåede imidlertid at tage en anden- og en førsteplads i sine to næste heat, og dermed stod han før sit femte og afsluttende heat med gode muligheder for at gå videre til semifinalerne.

Her hentede han en andenplads og kom dermed videre, inden det altså sluttede i semifinalerne for danskeren.

Anders Thomsen måtte nøjes med at køre samlet tre point ind i sine fem starter. Han hentede en andenplads, en tredjeplads og tre fjerdepladser.

Han er samlet nummer 12 i VM-stillingen med 26 point.

Også Maciej Janowski, der førte i den samlede VM-stilling inden grandprixet, havde en skidt aften.

På sin 30-års fødselsdag kørte polakken kun fem point ind og var langt fra en plads i semifinalerne.

Bartosz Zmarzlik topper VM-stillingen med 83 point, mens Artem Laguta er nummer to med 80 point, og Maciej Janowski indtager tredjepladsen med 70 point.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden