Motorsport

Leon Madsen tager sølv i VM-serien i speedway

Leon Madsen kørte forrygende, men det var ikke nok, og han blev nummer to i VM-serien efter polsk kører.

Leon Madsen vandt VM-grandprixet i polske Torun og sluttede som nummer to i den samlede VM-stilling.

Leon Madsen vandt VM-grandprixet i polske Torun og sluttede som nummer to i den samlede VM-stilling.

TORUN:Den danske speedwaykører Leon Madsen leverede i den grad varen lørdag aften i sæsonens sidste VM-grandprix i polske Torun.

Her kæmpede den 31-årige dansker for at hente et forspring inden grandprixet på hele ni point op til polske Bartosz Zmarzlik på førstepladsen.

Det lykkedes at hente hele 21 point lørdag, vinde grandprixet og hente syv point ind på polakken, mens Niels-Kristian Iversen blev nummer tre i finalen.

Dermed blev Zmarzlik verdensmester, mens Leon Madsen i sin debutsæson snuppede sølv foran russiske Emil Sayfutdinov og vandt tre VM-løb.

Titlen som viceverdensmester kan Leon Madsen være tilfreds med efter en sæson, hvor skader og smerter har generet ham.

Oddsene var inden sidste grandprix ikke høje på Leon Madsen, selv om han drømte om at blive den første danske verdensmester siden 2008, da Nicki Pedersen vandt den seneste af sine tre VM-titler.

Som aftenen skred frem, blev det polske forspring dog mindre og mindre, og Leon Madsen gjorde, hvad han kunne med sejre i sine to første starter.

Her henviste han Zmarzlik til andenpladsen i det femte heat, mens Sayfutdinov også indledte med to førstepladser.

I sit tredje heat kørte Madsen ganske suverænt fra start til slut og tog aftenens tredje sejr, hvor han henviste Sayfutdinov til sidstepladsen og distancerede russeren med et point samlet.

Leon Madsen fortsatte i sit fjerde heat og nåede op på 12 point med sin fjerde sejr, mens gummibenene hos Zmarzlik fortsatte med en tredjeplads i polakkens fjerde heat.

Dermed var Zmarzliks forspring nede på fem point i den samlede stilling efter at have smidt fire point.

Leon Madsen fortsatte sin imponerende kørsel med endnu en sejr, og 15 point betød, at han gik i semifinalen med fem point op til Zmarzlik, som vandt sit sidste heat foran Sayfutdinov, der var to point efter danskeren.

Det betød, at polakken ikke måtte nå i finalen, for at Leon Madsen skulle have en realistisk mulighed med seks point tilbage at køre om.

Også Niels-Kristian Iversen nåede i semifinalen i Torun, efter en sæson hvor den 37-årige vestjyde allerede har kvalificeret sig til næste års serie, så han behøvede ikke at slutte samlet i top-8.

De to danskere kørte semifinale sammen, og Madsen cruisede i finalen, mens Iversen sled lidt mere for det, men da Zmarzlik med en sejr kørte sig i finalen, så var VM-titlen polsk.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst