Buskørsel

Let at snyde med billet i bussen

Buschaufførerne tjekker ikke alle billetterne. For eksempel har en mand nu i en måned kørt gratis med bussen uden at blive opdaget.

Fremover betaler NT taxa-turen, hvis bussen eller lokaltoget er forsinket med mere end 20 minutter.
Arkivfoto

Fremover betaler NT taxa-turen, hvis bussen eller lokaltoget er forsinket med mere end 20 minutter. Arkivfoto

AALBORG:Hver dag i en måned har Niels-Frederik Simonsen kørt gratis med bybussen fra en adresse i Nørresundby til Nytorv midt i Aalborg. Fremgangsmåden har været den samme under samtlige busture. Niels-Frederik Simonsen har blot vist et gammelt og ugyldigt 10-turskort til chaufføren, der hver gang har givet et bekræftende nik med hovedet. - Jeg synes, det er ærgerligt, at det kan lade sig gøre. Hvis der var en bedre kontrol, ville busselskabet kunne tjene flere penge - Og i sidste ende kan det gavne passagererne med flere busser på vejene. Derfor går jeg frem med denne historie, siger Niels-Frederik Simonsen. NORDJYSKE var for nylig inviteret med på Niels-Frederik Simonsens vanlige busrute. Og her viste den rutinerede bussnyder, hvordan man helt uden problemer kunne få en gratis bustur. - Jeg er ikke bange for at blive snuppet i billetkontrollen. Kun en enkelt gang er jeg blevet stoppet, og her blev jeg opfordret til at købe en billet næste gang, jeg skulle at køre med bus, smiler Niels-Frederik Simonsen inden han stiger på bussen mod Nytorv. NT strammer op Hos Nordjyllands Trafikselskab (NT) erkender direktør, Hans Fink, at muligheden for at køre ganske gratis i bus er til stede. - Når der skal mange mennesker med bussen, så er det svært at kontrollere alle billetterne. Men efter min opfattelse er billetsnyd ikke det store problem, siger direktør Hans Fink, der dog ikke ønsker at oplyse statistikken på hvor mange passagerer, der snuppes i bussnyd. Ifølge Hans Fink er den normale procedure for billetkontrol, at den enkelte chauffør i første omgang skal tjekke billetterne. Herefter kan der i visse tilfælde komme en ekstra kontrollør på kontrol gennem bussen. Men at en passager kan køre uden gyldig billet hver dag i en måned er langt fra tilfredsstillende for NT-direktør Hans Fink: - Efter dette eksempel med snyd vil vi sikkert stramme op på vores kontrol af passagernes billetter. Vi må simpelthen bruge mere tid på det, fastslår Hans Fink. Slut med bus Niels-Frederik Simonsen er klar over, at han i den seneste måned har handlet ulovligt, når han har kørt uden gyldig billet i bussen. - Hvis man vil have en sag frem, så må man også gøre noget for det. Jeg håber faktisk, at der kommer bedre kontrol efter dette her. - Jeg er sikker på, at jeg ikke er den eneste, som kører gratis i bus, uddyber Niels-Frederik Simonsen, der nu har indstillet sin buskørsel, da han igen må køre bil efter en længere sygdomsperiode.