Let at være populær

EMNER 15. september 2002 08:00

DET ER LET at træffe populære beslutninger, og som sådan tog det ikke lang tid, da et decimeret teknisk udvalg på tre ud af fem medlemmer meget overraskende afviste at give De Danske Skytteforeninger miljøgodkendelse til ombygning af den eksisterende skydebane i Sdr. Onsild. DET ER HELT forudsigeligt, at en sådan beslutning glæder naboerne til skydebanen i Sdr. Onsild, og politisk har man også kraftigt fået markeret, at man altså tager borgernes parti i et forsøg på at skyde skydebanen hen, hvor peberet gror. Og det er ikke i "Krattet" i Sdr. Onsild, hvor man ellers har haft skydebanen i 50 år. SPØRGSMÅLET ER bare, om man politisk har noget at skyde med - og om beslutningen er så meget som et tomt patronhylster værd. I hvert fald har ingen været i stand til at fortælle, hvad det er for et regelsæt, man har bundet beslutningen op på. Tværtimod strider den tilsyneladende mod Miljøstyrelsens vejledninger, og beslutningen er også direkte modsat af, hvad kommunens egne eksperter - embedsmænd i forvaltningen - havde indstillet. Derfor vil det med garanti heller ikke overraske lokalpolitisk, hvis afgørelsen bliver omstødt, når den på skytternes begæring indbringes for Miljøstyrelsen. DET ER MAN naturligvis udmærket klar over i teknisk udvalg, og nej' et til miljøgodkendelsen minder derfor mere om en populistisk afgørelse end en objektiv afgørelse truffet ud fra gældende bestemmelser på området. Ved at sige nej har udvalget jo scoret store point blandt egne vælgere i Onsild-området, og man er behageligt fri for, at det er borgerne, der skal indbringe kommunalpolitikernes afgørelse for Miljøstyrelsen. Det overlader man nu til skytterne, og alt andet lige er det bedre at have dem på nakken end at få mere ballade end højst nødvendigt med borgerne i Onsild. DET KAN VÆRE forklaringen på udvalgets afgørelse, og taktisk set er det måske ganske snedigt, for uanset hvad vil det hele jo alligevel ende med en skrivebordssafgørelse i København.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...