Børnepasning

Let skatten på laveste lønninger

Jeg kan kun erklære mig enig med Kristian Thulesen Dahl (DF), når han i NORDJYSKE 31.7. udtaler, at skattelettelserne skal komme de lavestlønnede til gode.

I disse tider, hvor vi taler så meget om stress, må vi også kigge på, hvad der forårsager stress. Årsagerne findes i en presset hverdag, hvor man ikke føler, man kan påvirke tingene ret meget, men bare forsøge at følge med. Nogle af dem, der virkelig føler sig pressede, er dem, der har lavest løn – og ikke mindst småbørnsfamilierne. Mange lavtlønnede har meget lidt indflydelse på eget arbejde, meget lidt eller ingen fleksibilitet vedrørende arbejdstider og føler derfor en vis afmagt, når de står over for dagplejens/institutionernes åbningstider, der ikke passer med deres arbejdstider. De skal samtidig være fleksible i perioder på deres arbejdsplads – men hvordan klarer de pasningsbehovet imens – når de ikke lige har råd til en barnepige, der kan tage over, når dagplejen/institutionerne har lukket. Samtidig pendler mange til arbejde, hvilket forværrer problemet med at nå at aflevere og hente børn. Jeg går helt klart ind for fleksibilitet på arbejdsmarkedet, og det har jeg også indtryk af, de fleste lønmodtagere gerne vil levere, hvis de har muligheden for det. Men en påskønnelse af den fleksibilitet, der kan være så svær at honorere, især for småbørnsfamilier, vil også være på sin plads. Derfor mener jeg, at man skal lette de laveste lønninger, så der kan være råd til den aflastning og til den barnepige, der kræves for, at enderne kan nå sammen. Vi må jo erkende, at bedsteforældrene også stadig er på arbejdsmarkedet og ikke kan levere gratis og fleksibel pasning – for ikke at tale om, at de ofte bor langt væk. Men endnu vigtigere end skattelettelserne er faktisk den manglende fleksibilitet i pasningstilbuddene. Lad os dog kigge på hele børnepasningsområdet. Hvorfor er der ikke åbent, når folk har brug for det? Hvorfor er det ikke fulgt med tiden? Mor er ikke længere automatisk hjemmegående eller på nedsat tid – hun arbejder ofte fuldtids hos en arbejdsgiver, der kræver fleksibilitet, eller har skæve arbejdstider. Hun bruger ofte også tid på transport til og fra arbejde. Lad dog folk betale for den tid, de bruger institutionerne, på de tidspunkter, de har behov for det. Det er også bedre for børnene at blive passet et eller to faste steder frem for at blive passet hos de venner/familie, som tilfældigvis har tid den pågældende dag. Som det er i dag, kan jeg godt forstå, hvis småbørnsforældre opgiver at arbejde som sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter, butikspersonale eller lignende. Det er fint med mig, hvis tilbuddene er på private hænder, men jeg mener stadig, der skal være en ligeværdig oplysning og rådgivning fra kommunens pladsanvisning, så borgerne reelt har en valgmulighed mellem de gængse løsninger og en udvidet løsning, der går ud over kl. 16.15 eller er forskudt til aftener, nat eller weekend. Vi har brug for folk på arbejdsmarkedet, ikke mindst inden for sundheds- og plejesektoren, hvor pasningstider og arbejdstider er ude af trit med hinanden. Det skal kunne betale sig at arbejde – og hverdagen skal kunne hænge sammen.