Let sødme

Barocco Primitivo 2002, Italien. Primitivo-druen har gjort det fantastisk for Italien de seneste fem år.

Hvor det meste af opmærksomheden på Italien tidligere var koncentreret i Nord- og Midtitalien (Piemonte, Veneto og Toscana), har bl.a. Primitivo trukket udenlandske kunder til støvlehælen i stort tal. Den kan producere meget, og rigtigt vinificeret med temperaturkontrol under gæringen bevarer den sin umiddelbare charme og fylde. Naturligvis er der også forskelle her. Det allerbilligste er ikke en stor oplevelse, men det smager heller ikke grimt. Til gengæld får man en masse for pengene, hvis man går lidt op i kvalitet, f.eks. Barocco, som charmerer med en let naturlig frugtsødme og en god stor mundfuld smag. Vi kunne godt lide den: otte point af ni mulige er en flot score. U&Wine, Aabybro (tlf. 98242401), 57 kr.