Lokalpolitik

LET-udvalg vil undgå gentagelse

Kommunen vil kigge på turistforeningers regnskaber og lån.

Løkken turistbureau hjælper hvert år mange besøgende turister. Arkivfoto: Bente Poder

Løkken turistbureau hjælper hvert år mange besøgende turister. Arkivfoto: Bente Poder

- Vi har en stærk fornemmelse af, at Løkken Turistforening er parat til smide håndklædet i ringen, hvis ikke den får et ekstra tilskud til at fortsætte. Og så kan vi selv stå der, og skal lave turistservice i Løkken. Sådan begrunder udvalgsformand Knud Rødbro, Lokallisten, at Udvalget for Landdistrikt, Erhverv og Turisme henter 157.556 kr. fra et andet serviceområde for erhverv og turisme på 2009-budgettet til at dække det ekstraordinære tilskud ind. - Turistforeningen har oparbejdet en gæld, som den skal have tid til at komme ud af. Foreningen har fremlagt for os et par scenarier for det videre forløb, og vi har valgt det ene af dem, som de får en frist til at følge op på, udtaler Knud Rødbro. Men problemerne for turistforeningen i det område i Hjørring Kommune, hvor der kommer flest overnattende turister hvert år, har også fået LET-udvalget til at tænke sig om endnu en gang i forhold til de resultatkontrakter, som udvalget indgik sidste efterår med hver enkelt turistforening, der udfører offentlig turistservice- og information for kommunen. - Vi har skrevet ud til de andre foreninger, fordi vi gerne vil se deres regnskaber eller prognoser for regnskaber for at se, hvilke forpligtelser de bundet af. Har de lån, der tynger osv., siger udvalgsformanden. Tilbagemeldingen fra turistforeningerne skal ske i løbet af februar måned, hvorefter LET-udvalget behandle sagen igen. - Vi skal have en harmonisering af tilskuddene, men vi er også nødt til at have en model, der hviler på en solid basis. Jeg ved godt, at tilskuddene er noget lavere end østpå. Nu får vi tallene ind, og så må vi kigge på om resultatkontrakterne er lagt på et for højt niveau eller om byrådet skal kigge på en forhøjelse af tilskuddene ved budgetlægning for næste år.