Lokalpolitik

Leth - et af de tunge navne

S-gruppeformanden nummer fire på fælles liste

SINDAL:Socialdemokraternes gruppeformand i Sindals kommunalbestyrelse Ivan Leth trak flest stemmer, da medlemmerne afsagde deres dom ved en urafstemning i Sindal. - Jeg er utrolig glad og lettet. Det var, hvad jeg havde håbet på - og regnet med. Jeg føler det som et skulderklap, siger Ivan Leth. Som topscorer i Sindal ryger Ivan Leth ind på 4. pladsen på den fælles S-liste. Og da der ikke er tale om sideordnet, men liste-opstilling, er Ivan Leth ikke det fjerneste nervøs for sin politiske fremtid. - Der er ikke noget at rafle om - jeg bliver valgt ind, fastslår han. S-gruppeformanden vurderer og håber, at han kan blive fulgt af to-tre andre fra Sindal Kommune. - Vi har et utroligt godt hold, så det ville ikke overraske mig, siger han. Ivan Leth er i øvrigt den eneste socialdemokrat fra storkommunens område, der p.t. har sæde i forhandlingsudvalget, som genopstiller. Ingen øde områder Selv om Ivan Leth er bosat i Tolne-Mosbjerg området påpeger han, at der ikke er lagt op til, at der skal føres sognepolitik, hvor et lokalområde vil have melet sin egen kage. - Men selv om jeg kigger på helheden, vil jeg arbejde for, at ingen områder i storkommunen bliver øde udkantsområder, siger urafstemningens topscorer. Ivan Leth vil i både valgkamp - og senere i byrådsarbejdet - slås for, at der bliver sammenhæng mellem arbejdsmarked, erhvervspolitik og uddannelse. - I stedet for at beslutte noget ud fra snævre økonomiske termer, skal vi kigge på alle områderne. Det hænger sammen, siger Ivan Leth, der ligeledes er formand for FTF i Nordjylland og har været gruppeformand i tre år i Sindal.