Leth gennemfører erotisk filmprojekt

Jørgen Leth - her i en scene fra Lars von Triers ”De fem benspænd”. STILL

Jørgen Leth - her i en scene fra Lars von Triers ”De fem benspænd”. STILL

Filminstruktøren og forfatteren Jørgen Leth gennemfører nu alligevel filmprojektet “Det erotiske menneske”. Leth droppede ellers projektet, da diskussionen om hans bog “Det uperfekte menneske” sidste sommer var på sit højeste. I bogen beskriver Jørgen Leth et forhold til en meget ung kvinde, hvilket bragte ham ud i et veritabelt mediestormvejr. Balladen betød, at han måtte droppe sin titel som Danmarks honorære konsul på Haiti, og at han blev fyret som TV2’s faste Tour de France-kommentator. Og da filmprojektet også skulle indeholde erotiske scener med instruktøren og den unge kvinde, valgte han selv at droppe projektet, der ellers havde fået 450.000 kroner i udviklingsstøtte fra Det Danske Filminstitut. Nu fremgår det imidlertid af den seneste støtteliste fra DFI, at produktionen af “Det erotiske menneske” netop har fået bevilget tre millioner kroner i produktionsstøtte. Jørgen Leth spiller selv hovedrollen som en antropolog, der har sat sig for at kortlægge erotikkens væsen. Det har dog den omkostning, at han selv inddrages og dermed kommer til at fortælle fra en subjektiv vinkel. “Det erotiske menneske” instrueres af Jørgen Leth og produceres af Nordisk Film Production og Zentropa Entertainment. Det var onsdag ikke muligt at få oplyst, om scenerne med den unge kvinde fortsat skal indgå i filmen. Men ifølge områdedirektør Jørgen Ramskov fra filminstituttet har Jørgen Leth i forbindelse med støtten underskrevet en erklæring om, at filmen ikke vil indeholde sex med mindreårige. - Jeg kan ikke huske den nøjagtige formulering, men han har afgivet en sådan erklæring, siger Jørgen Ramskov. Det er endnu ikke planlagt, hvornår “Det erotiske menneske”, som ikke er en filmatisering af Leths selvbiografi, får biografpremiere. /ritzau/