Leth: Troede det var slut

Golfspilleren fra Gistrup kom med nød og næppe med i weekenden til Made in Denmark

Martin Leth Simonsen studerer til dagligt på University of Texas at El Paso, hvor han har et semester igen.

Foto: Torben Hansen

Martin Leth Simonsen studerer til dagligt på University of Texas at El Paso, hvor han har et semester igen. Foto: Torben Hansen

GATTEN:Det var nogle dramatiske minutter, som nordjyske Martin Leth Simonsen oplevede op ad 18. hul i går. Forud for hullet var han én under par, hvilket lignede en score, som han kunne kvalificere sig til de efterfølgende dage med.

Men det gik galt. Den nyklækkede professionelle golfspiller slog i vandet og måtte droppe en ny bold. Herefter stod han med overvejelser om chancerne for at gå videre i turneringen.

- På det tidspunkt tænkte jeg, det var slut. Jeg tænkte, at jeg skulle hole slaget for at være med. Så den skulle have en god længde, og jeg måtte ikke skyde venstre eller højre om. Gik den i, var jeg med, gjorde den ikke, var der weekend. Men sådan gik det heldigvis ikke, siger Martin Leth Simonsen.

Dagen gik nemlig sådan, at cutgrænsen endte i par - og her kunne man også finde Gistrup-spilleren scoremæssigt. Dermed blev det til to dage yderligere i Made in Denmark til nordjyden.

- Det er dejligt. Feltet er ret tæt, så hvis jeg går fem under, kan jeg nok nå mit mål, som er top 25. Så der er muligheder. Men der er heller ikke noget at tabe. Man kan sige, det kun kan gå én vej, når jeg lige klarer cuttet, fortæller han.

Runden i dag er ekstra glædelig for Martin Leth Simonsen af mere personlige årsager. Hans far er nemlig rejst fra Litauen for at se den 24-årige golfspiller i aktion.

- Jeg håbede jo også på at komme med, fordi han er kommet herover. Før cuttet var lagt, havde han travlt med at fortælle, hvordan det gik, og hvad hans vurdering var af mine chancer. Det gjorde det lidt stressende, men han vil mig det jo godt, siger Martin Leth Simonsen.

Dermed kan Martin Leth Simonsens far følge sønnen, der i dag slår ud med finske Tapio Pulkkannen og svenske Joakim Lagergren klokken 7.10.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.