Letland på kurs mod at skifte lat ud med euro

EU-Kommissionen roser Letland for at have kæmpet sig ud af krisen - landet er klar til euroen fra årsskiftet.

Letland på kurs mod at skifte lat ud med euro

Midt i den stadige strøm af dystre meldinger og røde tal fra eurozonen, kan EU's økonomikommissær, den normalt så alvorstunge Olli Rehn, onsdag for en gangs skyld kippe med flaget.

Letland har efter hans og kommissionens bedste overbevisning kæmpet sig så effektivt ud af sin økonomiske krise, at landet opfylder alle kriterier for at komme med i euroen.

Derfor indstiller kommissionen til medlemslandene, at Letland bliver 18. euroland fra 1. januar 2014.

- Erfaringen fra Letland viser, at et land med succes kan klare sig igennem nok så alvorlige makroøkonomiske ubalancer og komme styrket ud på den anden side, siger Rehn i en pressemeddelelse.

Økonomikommissæren roser den lettiske regering for at have handlet resolut efter den dybe recession, der ramte landets økonomi i 2008 og som førte til, at Letland måtte have hjælp fra det øvrige EU og Den Internationale Valutafond.

- Det gav pote: Letland står til at blive EU's hurtigst voksende økonomi i år, siger Rehn.

Han benytter samtidig lejligheden til at glæde sig over, at der trods eurozonens åbenlyse problemer de sidste år nu for en gangs skyld er et land, der har været ivrigt efter at komme med i klubben.

- Letlands ønske om at gå med i euroen er et udtryk for tillid til vores fælles valuta og yderligere bevis for, at de, der forudsagde euroområdets splintring, tog fejl.

Letland kom med i EU samtidig med de øvrige baltiske lande i 2004. Men Letlands økonomi bestod ikke EU's eksamen, da nabolandet Estland blev lukket ind i eurozonen fra 2011.

Hvis EU-topmødet sidst i juni siger okay til Letland, skal der allerede i juli fastsættes en kurs for den store pengeombytning. Man får i øjeblikket omkring 1,42 euro for en lettisk lat, svarende til cirka 10,60 kroner.

Der skal også laves en tidsplan og logistisk plan for, hvordan man fysisk distribuerer tonsvis af penge rundt i landet, så der nytårsdag er euro i stedet for lat i både tegnebøger, kasseapparater og automater.

De lettiske nøgletal er pænere end mange andre i eurozonen: Budgetunderskuddet er på 1,2 procent af BNP, det offentliges gæld på 40,7 procent, og der er udsigt til en vækst på 5,1 procent i år.

Den Europæiske Centralbank (ECB) har onsdag offentliggjort en rapport, hvori det fremgår, at Letland opfylder konvergenskriterierne.

Med samtidig følger en advarsel om, at landets økonomi fortsat står over for potentielle problemer.

- Der er bekymring for holdbarheden af økonomiens konvergens på længere sigt. Letland skal fortsætte i retning af finansiel konsolidering, skriver ECB.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.