Serena Williams er i US Open-semifinalen efter ny opvisning

Serena Williams imponerede igen ved US Open, mens den forsvarende mester Sloane Stephens er færdig.

Ritzau
Serena Williams er klar til semifinalen i US Open efter en sikker sejr over Karolína Plísková. Foto: Eduardo Munoz Alvarez/Ritzau Scanpix
Tennis 4. september 2018 20:15 - Opdateret 5. september 2018 03:05

Den amerikanske tennisstjerne Serena Williams fortsatte natten til onsdag dansk tid sit imponerende spil ved US Open, da hun bookede billet til semifinalen med en sejr over verdens nummer otte, Karolína Plísková.

Serena Williams besejrede tjekken i to sæt, 6-4, 6-3.

Den 36-årige amerikaner er på jagt efter sin første grand slam-triumf siden sit comeback til tennisbanen. Graviditet og fødsel holdt hende ude af tennis i cirka et år frem til begyndelsen af 2018.

Williams har haft svært ved at finde tilbage til sin storform. Men det ser for alvor ud til at være lykkedes ved US Open.

I ottendedelsfinalen mod Kaia Kanepi tabte hun enkelt sæt, men ellers har Williams gang på gang udspillet sine modstandere i New York.

Også i nattens opgør var den 23-dobbelte grand slam-vinder i en klasse for sig. Hun endte blandt andet med 35 vinderslag og 13 serveesser.

I semifinalen venter nu Anastasija Sevastova fra Letland.

Den 28-årige lette slog i sin kvartfinale den forsvarende US Open-mester, amerikanske Sloane Stephens.

Sevastova, der er seedet som nummer 19, vandt 6-2, 6-3.

For Sevastova er det første gang, hun spiller sig i en semifinale i en grand slam-turnering. Og her kommer hun altså - for første gang i karrieren - til at stå over for Serena Williams.

- Det var meget fysisk. Det er hårdt at spille her, fordi det er så varmt, men første sæt var virkelig vigtigt, siger Sevastova ifølge AFP efter sin sejr.

Det blev dermed også til revanche efter nederlaget i fjor til Stephens, som dengang var nummer 83 på verdensranglisten og slog Sevastova i kvartfinalen i turneringen.

I dag er Sloane Stephens nummer tre i verden efter Caroline Wozniacki og Simona Halep, der begge var færdige i turneringen efter de to første runder.

Halep røg ud i første runde, mens Wozniacki blev sendt ud i anden runde.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...