Lettelse på Munkebakkeskolen

Men det kunne ske igen, siger skoleinspektør

Frederikshavn 1. maj 2003 08:00

FREDERIKSHAVN: Rengøringspersonalet på Munkebakkeskolen kan ånde lettet op, efter at den 20-årige mand, der er varetægtsfængslet og sigtet for drabet på en 78-årig kvinde på Kløvervej, nu har tilstået, at det er ham, der har overfaldet en af deres kolleger. Men det betyder ikke, at der ikke ikke stadig skal tages forholdsregler. - Det er klart, at personalet er lettet over, at man har fanget lige præcis den her person. Det skaber tryghed her og nu. Men sådan noget vil jo kunne ske igen. Ham her kom ud af den blå luft, det kunne en anden også gøre, og det diskuterer vi meget, siger skoleinspektør Peter Munk. Onsdag formiddag havde han endnu ikke talt med sit rengøringspersonale efter tilståelsen. Men han ved, at overfaldet fylder meget i deres bevidsthed. Peter Munk og rengøringsassistenterne holder løbende møder, hvor det blandt andet stadig diskuteres, om der skal installeres overfaldsalarmer i en eller anden form. Det var på tale kort efter voldsepisoden, men alarmerne er endnu ikke anskaffet. I det mindste i en periode er der ingen rengøringsassistenter på Munkebakkeskolen, der arbejder alene, som den 53-årige gjorde, da hun blev overfaldet, siger Peter Munk. Også rengøringsassistenternes fællestillidsmand, Lene Lund, udtrykker på sine medlemmers vegne stor glæde og lettelse over, at overfaldsmanden er bag lås og slå. - Vi er utrolig glade for, at vi ikke behøver at gå og spekulere mere over det. Men vi tænker meget på vores kollega, siger Lene Lund. Og selv om hændelsen har sat sig dybe spor, understreger hun vigtigheden af at komme videre. - Det er klart, at så voldsom en hændelse vil vi aldrig glemme. Det vil altid sidde i os. Men vi går ikke og tænker på det hver eneste dag. Gør man det, kommer det til at forpeste hele ens tilværelse. Lene Lund understreger, at hendes kolleger aldrig mere kommer til at arbejde alene. Og ifølge hende giver det stor tryghed, at man altid går to og to sammen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...