Aså

Lettere adgang til havbadet

Landsbypedeller har sørget for ny bro til handicappede

Elly Henriksen fra Dansk Handicap Forbund giver gangbroen topkarakter. Her sammen med formand og næstformand i teknik- og miljøudvalget, Karsten Frederiksen og Hildo Rasmussen. Privatfoto

Elly Henriksen fra Dansk Handicap Forbund giver gangbroen topkarakter. Her sammen med formand og næstformand i teknik- og miljøudvalget, Karsten Frederiksen og Hildo Rasmussen. Privatfoto

ASAA:Handicappede får nu lettere ved at få en dukkert i havet ud for Asaa. Der er etableret en 70 meter lang gangbro, der fører ud til stranden ved badevandsflaget. Det er landsbypedellerne, der sammen med Brønderslev Kommunes Vej og Park har anlagt gangbroen, der fik topkarakter af Elly Henriksen fra Dansk Handicap Forbund, der fik forevist stien.

Elly Henriksen er glad for de nye forhold, der til fulde lever op til ønskerne fra handicappede.

- Man bliver glad, når man ser, hvor fint det er lavet, siger Elly Henriksen.

- Handicappede har nu også mulighed for at nyde den fantastiske natur, der er ved Asaa.

Elly Henriksen, der selv er kørestolsbruger, er uddannet tilgængelighedsrådgiver i Dansk Handicap Forbund, og er ofte benyttet i forskellig sammenhænge.

- Det er planen at lægge køreplader de sidste seks-syv meter fra klitterne til vandkanten, fortæller næstformand i Brønderslev Kommunes teknik- og miljøudvalg, Hildo Rasmussen (S).

Formand for udvalget, Karsten Frederiksen (K), fortæller, at der på hvert møde er tilgængelighed for handicappede på dagsordenen.

Der er endnu en rampe tæt på havnen. Den er i år forlænget med seks meter og forlænges - ifølge Hildo Rasmussen - i 2018 med yderligere seks meter, så den også kan nå ud til vandkanten. Denne rampe tages op om vinteren, for ikke at blive ødelagt.

Karsten Frederiksen fortæller, at Elly Henriksen gennem en årrække har bistået politikerne med vejledning omkring handicappedes adgangsforhold.

Noget Elly Henriksen kunne ønske sig til handicappede, er en kørestol, der kan benyttes til badning, og således kan tåle vand.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.