Uddannelse

Lettere at blive maskinmester ADGANGSKRAV: To års relevant erhvervserfaring eller en ”hvid” uddannelse er nok

FREDERIKSHAVN:Der er blevet nemmere at søge ind på maskinmesteruddannelsen end hidtil, hvor adgangskravet har været en studentereksamen eller en erhvervsuddannelse indenfor et ”sort” fag. - Nu er det lige meget, om erhvervsuddannelsen er ”sort” eller ”hvid”, og har man ingen erhvervsuddannelse, men måske blot to års erhvervserfaring indenfor et ”sort” fag er det også tilstrækkeligt, understreger uddannelseschef Brian Thomsen, Martec i Frederikshavn. At Martec gerne slår på tromme for de nye muligheder for folk med ingen eller anden uddannelse, skyldes blandt andet, at færre af de faguddannede, nu hvor hjulene snurrer som aldrig før i den sorte industri, søger ind på maskinmesteruddannelsen. - Vi har 15 nye maskinmesterstuderende, der starter til august, og det er fint nok, men vi vil hellere have 30. De klasser, vi kører med nu, har alle over 20 studerende, påpeger Brian Thomsen. Hvis en ansøger, der eksempelvis har arbejdet et par år på værftet, men ikke er faguddannet, eller butiksassistenten uden studentereksamen ønsker at læse til maskinmester, vil det sammenlagt højst lægge et år og tre måneders studier til de tre år, maskinmesteruddannelsen i øvrigt varer. - Har man ikke studentereksamen, skal man gennemføre et adgangskursus i fire fag, og det kan gøres på et halvt år. Dertil kommer så værkstedsskolen, der varer ni måneder, så det giver jo helt klart nogle nye muligheder, siger Brian Thomsen. Ansøgere med studentereksamen starter som hidtil på værkstedsskolen, mens ansøgere med en sort erhvervsuddannelse får merit for hele værkstedsuddannelsen, og kan springe den over. Baggrunden for den lempede adgang for ansøgere skal findes i den omlægning, der er sket indenfor de maritime uddannelser, for at få øget adgangen, og hvor maskinmesteruddannelsen samtidig har ændret titel til professionsbachelor i maskinteknisk ledelse og drift.