Lettere for dyrlæger at melde vanrøgt

Chefdyrlæger skal ikke længere spørges før anmeldelse om uforsvarlig behandling af dyr

Dyrlæger på slagterierne behøver ikke spørge chefen, før de anmelder eventuel vanrøgt. 
FOTO: SCANPIX

Dyrlæger på slagterierne behøver ikke spørge chefen, før de anmelder eventuel vanrøgt. FOTO: SCANPIX

KØBENHAVN:Dyrlæger på slagterier må godt selv melde vanrøgt af dyr til politiet uden først at spørge chefdyrlægen, fremgår det af Radioavisen lørdag. Fødevarestyrelsen var således på gale veje, da den fastslog, at dyrlægerne på slagterierne skal spørge chefdyrlægen først. Det skal dyrlægerne ikke, fastslår Justitsministeriet. Spørgsmålet blev rejst for et halvt års tid siden, da chefdyrlægen på et nystartet slagteri forlangte, at de menige dyrlæger på slagteriet skulle spørge ham om lov, før de anmeldte landmænd, vognmænd og slagteri til politiet for overtrædelse af dyreværnslovens paragraf 20 - der handler om at behandle dyr uforsvarligt. Det betragtede dyrlægerne som et angreb på deres faglighed, og den lokale tillidsmand skrev derfor til Fødevarestyrelsen for at få styrelsen til at sætte tingene på plads. Men til dyrlægernes overraskelse, svarede Fødevarestyrelsen i et brev, at der konkret kan være behov for, at chefembedsdyrlægen stiller krav om at blive involveret i samtlige sager om overtrædelse af dyreværnsloven. Det ville Dyrlægeforeningen ikke acceptere, og den bad derfor Justitsministeriet om en udtalelse. Og den foreligger altså nu. Afgørelsen er Dyrlægeforeningens direktør, Lars Holsaae, godt tilfreds med. - Den sætter tingene på plads. Og det er vigtigt, for vi kender til flere tilfælde, hvor en chefdyrlæge ikke har villet anmelde klare overtrædelser af dyreværnsloven, siger Lars Holsaae til Radioavisen. Fødevarestyrelsens direktør, Anders Munk Jensen, siger, at styrelsen selvfølgelig vil rette ind efter Justitsministeriets afgørelse. - Men når det er sagt, så skal vi efterfølgende have afklaret, hvordan vi sikrer ensartethed på landsplan. Og vi skal også have afklaret, hvem der er erstatningsansvarlig, hvis noget går galt. Er det Fødevarestyrelsen eller er det den enkelte dyrlæge, siger han til Radioavisen. /ritzau/