EMNER

Lettere for små virksomheder

KØBENHAVN: Der skal skabes overblik over de administrative byrder, som erhvervslivet pålægges. Alle ministerier skal være med til at kortlægge de administrative pligter, som virksomhederne bliver pålagt, og så skal de sættes i system. Det fremgår af det ny regeringsgrundlag, som blev fremlagt torsdag aften. Man vil blandt andet vurdere, hvor man kan forenkle og digitalisere, og hvor man skal ud og lovgive på ny. Samlet skal erhvervslivets byrder lettes med op til en fjerdedel, hedder det i grundlaget. Danmark er blandt de tre eneste lande i Europa, der i dag stiller krav om revisionspligt for små selskaber. Derfor vil regeringen i år fremsætte en reduktion af den lovpligtige revision for små selskaber. Samtidig skal momsreglerne forenkles, et forslag, som regeringen vil fremsætte i efteråret 2005. /ritzau/